Letbanen kommer - Hvad sker der nu?

Uanset om man er for eller imod letbanen, så er det rart at vide, hvor og hvornår arbejdet går i gang og hvilke konsekvenser det har. Det er det mandagens borgermøde handler om

Der er ingen tvivl om at anlægget af letbanen kommer til udfordre selv de meste tålmodige borgere og forretningsdrivende, men hvis man ved, hvad der venter, så bliver det måske lidt lettere at sluge de gener, som anlægsarbejdet kommer til at medføre. Derfor invitererer Lyngby-Taarbæk Kommune nu til borgermøde om, hvordan man bedst muligt kan informere alle interessenter i processen.

Mødet afholdes mandag 28. januar Kl. 17-19 i Knords Kantine, Hjortehøjsvej 1, 2800 Lyngby (indgang fra Trongårdsvej 44)

På mødet kan man høre hvordan Lyngby-Taarbæk Kommune planlægger at holde naboer, trafikanter, erhvervs- og handelsliv bedst muligt orienteret under det store anlægsarbejde.

Efter fremlæggelsen vil der i følge Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside være mulighed for at komme med konstruktive input til andre- og flere måder at dække informationsbehovet på.

Arrangørerne understreger, at mødet alene handler om god information i forbindelse med anlæggelse af Hovedstadens Letbane i Lyngby-Taarbæk Kommune. Mødet vil ikke behandle spørgsmål for eller imod Hovedstadens Letbane. Det er politisk besluttet, at der skal anlægges letbane i Lyngby-Taarbæk Kommune, kontrakter er indgået og der kan ikke indarbejdes ændringer til projektet på nuværende tidspunkt.

Du kan læse mere om letbaneprojektet på projektets hjemmeside www.dinletbane.dk.

/sig

Dagsorden

Borgmester Sofia Osmani byder velkommen

Kort status på Letbanearbejdet generelt og i Lyngby-Taarbæk Kommune

Kommunens planer for information om anlægsarbejdet

Opdeling i mindre grupper, så vi kan indsamle ideer og ønskerVest for Lyngbyvejen (Buddingevejsområdet)

Centrum (handelslivet og erhverv)

Centrum (private)

Øst for Kanalvej til Lundtofte, inkl. DTU

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Sigurd Agersnap runder af

TilmeldingAf hensyn til de praktiske forhold beder vi om tilmelding til mødet på mail til: letbanen@ltk.dk

Publiceret 24 January 2019 18:30