Jakob Engel-Schmidt levede et stresset liv, da han blev taget for at køre bil med kokain i blodet, fortæller han til Ekstra Bladet. Foto: Lars Schmidt

Jakob Engel-Schmidt levede et stresset liv, da han blev taget for at køre bil med kokain i blodet, fortæller han til Ekstra Bladet. Foto: Lars Schmidt

Engel-Schmidt taler ud om kokainkørsel: Håber på omgivelsernes tilgivelse

Til Ekstra Bladet fortæller tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Jakob Engel-Schmidt om at blive taget for at køre med kokain i blodet og om tiden efter

Af
Mikkel Brøgger Petersen

ANGER Siden 7. februar 2018, hvor offentligheden blev bekendt med, at Jakob Engel-Schmidt blev stoppet af politiet med kokain i blodet, har der været stille omkring den tidligere så fremadstormende politiske komet fra Lyngby.

Til Ekstra Bladet løfter han nu sløret for flere detaljer omkring episoden med politiet 4. juli 2017 på Lyngbyvej nord for København, hvad der efterfølgende skete, og hvordan det er gået ham, siden offentligheden fik kendskab til bøden.

Til avisen fortæller han, at han aftenen forinden havde været i byen, hvor han tog kokain. Han havde ladet sin bil stå for så at ville hente den dagen efter. Politiet stoppede ham pga. en knust baglygte.

"Jeg var alt for kæk over for betjentene. Jeg var ikke beruset og nægtede at blæse i ballon og aflevere spytprøve. Så blev de stædige og forlangte en blodprøve," fortæller han til Ekstra Bladet.

Fortsatte med at lyve

Jakob Engel-Schmidt gik dog ikke til bekendelse med det samme.

"Jeg fortsatte dumheden ved at lyve om, hvad der var sket. Jeg fortalte hverken sandheden til min kæreste, mine forældre, til venner eller kolleger. Jeg håbede, at sagen kunne blive glemt," siger han til avisen og tilføjer:

"Da politiet efterfølgende tilbød, at jeg kunne undgå en straffesag ved at betale en bøde på 30.500 kroner og fortabe kørekortet i tre år, sagde jeg ja og betalte."

Susende travlt og stresset

Tiden op til hændelsen på Lyngbyvej var hektisk, fortæller Jakob Engel-Schmidt, som udover at være uddannelsesdirektør på Niels Brock også var hyppig gæst på tv i programmer som 'Jersild i tiden' og 'News & Co.'.

"Jeg havde susende travlt hele tiden. Men jeg følte, jeg ikke kunne overkomme det hele tilfredsstillende, selv om jeg var lykkelig for at være med i aktiv politik," siger han til Ekstra Bladet og tilføjer:

"Jeg var stresset og burde have søgt hjælp, men det sansede jeg ikke på det tidspunkt." I tiden efter gik tiden blandt andet med at "sove vildt meget", læse, træne, gå til psykolog, og så blev han "ekspert i at bruge tog og bus".

"Og så har jeg lige siden angret helt vildt, at jeg var så smartdum at sætte mig bag rattet den dag – og tilmed opføre mig dårligt over for politiet," siger han og fortsætter:

"Jeg er lysende klar over, at der er lang vej til, at jeg nogensinde kan komme tilbage i politik. Jeg har været nede og røre bunden, og det er slut med at gøre dumme ting. Men i betragtning af, at jeg er den eneste, som har lidt skade ved forseelsen, håber jeg på mine omgivelsers tilgivelse."

Publiceret 24 January 2019 11:45

SENESTE TV