For Nadia Berlau har det betydet meget, at hun har haft et fast professionelt holdepunkt gennem hele graviditeten.

For Nadia Berlau har det betydet meget, at hun har haft et fast professionelt holdepunkt gennem hele graviditeten.

Førstegangsfødende: ”Sara er min professionelle livline”

Tudeture, vand i kroppen og stakkevis af bekymringer. For Nadia Berlau blev en privat jordemor vejen til en god graviditet. Her var der nemlig tid til at lytte til hendes bekymringer og tage hendes angst alvorligt

Af
Signe Steffensen

Gravid Nadia Berlau åbner døren med et smil.

”Ja nu må babyen godt snart komme,” siger hun og griner med henvisning til den imponerende runde mave.

Der er bare to uger til termin, og der er også godt styr på det i lejligheden på Lyngby Torv, hvor der både er indrettet pusleplads og lavet mad til fryseren.

Men det der med at se frem til fødslen det er noget, der er kommet gradvist i løbet af de seneste otte måneder blandt andet med god hjælpe og støtte fra den private jordemoder Sara Winther, der er stifter af lytterøret.dk

Flere private jordemødre

Nadia Berlau er langt fra den eneste, der vælger at supplere det offentlige tilbud med en privat jordemor. Jordemoderforeningen oplever i disse år 'en væsentlig stigning' i antallet af privatpraktiserende jordemødre som Sara Winther.

Ifølge en landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser blandt fødende fra 2017, så savner mange forældre nærvær samt grundige samtaler om graviditeten, tid til fødselsforberedelse og understøttelse af en god start på amningen.

Et billede som Nadia Berlau og hendes kæreste Jacob kan nikke genkendende til.

Da de fandt ud af, at de skulle være forældre skrev de lange lister med de mange spørgsmål de havde om deres nye situation. Men især Nadia oplevede, at tiden var knap hos jordemoderen.

”Det er ingen kritik af de jordemødre, der er. De gør det bedste de kan, men som regel er de allerede bag ud, når man sætter sig i venteværelset. Og når de, så har undersøgt en og spørger om man har nogle spørgsmål, så er der ofte kun nogle minutter tilbage, og så lader man bare den lange liste blive i tasken,” siger Nadia Berlau.

Bange for at føde

For hende var det vigtigt, at have en følelse af at blive hørt og få besvaret de mange spørgsmål hun havde.

”Jeg havde massiv fødselsangst i starten af graviditeten. Jeg var slet ikke klar til at skulle føde et barn,” fortæller Nadia Berlau.

Derfor fik hun også et særligt tilbud om at få lavet en fødselsplan, hvor hun skulle tage stilling til en lang række tilbud i relation til selve fødslen. Men det hun havde brug for var at få adresseret sin frygt og få talt den ned på et niveau, hvor den var til at håndtere.

Så hun efterlyste i højere grad tid og ro til at stille alle sine spørgsmål og få vendt og afmystificeret den angst hun gik rundt med. Det var på den baggrund at parret besluttede, at investere i en privat jordemor og kontakte Sara Winther.

”Det at skulle være forældre og pludselig skulle gå fra to til tre er jo en livsomvæltende situation. Det liv man kender bliver pludselig et andet. Samtidig er man selv i transformation. Og i starten af graviditeten er der jo en lang periode, hvor man ikke rigtig ser nogen. Men der kan sagtens være masser af bekymringer. Jeg kalder det ”hjælp jeg er gravid-samtaler,” siger jordemor Sara Winther.

For Nadia handlede de første samtaler især om fødslen.

”Jeg er meget let påvirkelig og man kan hurtigt blev fanget af dårlige historie. Så efter at have talt med Sara pakkede jeg alle graviditetsbøgerne væk og lovede mig selv ikke at Google noget,” siger Nadia.

I stedet forklarede og illustrerede Sara Winther omhyggeligt, hvad der sker med kroppen og med barnet under fødslen, og det hjalp.

”Det har fungeret rigtig god for os, at Sara kom herhjem. Vi kender hinanden og skal ikke starte forfra hver gang. Det er rart med en, der har været med i processen hele vejen. Og som ikke er familie.

Det giver en enorm tryghed at have en professionel livline,” siger Nadia, der føler, at hun i forløbet er blevet klædt på til at bede om hjælp og forholde sig kritisk til de rigtige ting.

”Jeg synes det er noget af det bedste vi har gjort for vores egen og for vores families skyld,” siger Nadia Berlau.

Publiceret 22 January 2019 19:00