"De er nogle af de sejeste mennesker, som jeg nogensinde har mødt. De har været så åbne og tillidsfulde over for mig, og jeg har fældet så mange tårer i deres selskab. De er flyttet ind i mit hjerte, og jeg er så overvældet af deres styrke," siger Annie Dunch, om de ni personer, som hun interviewer i sin bog.

Madam Dunk sadlede om: "Denne her bog har ændret mit liv"

Forfatter og designer Annie Dunch, som er vokset op i Kgs. Lyngby, har indsamlet ni beretninger om et liv med en kronisk eller uhelbredelig sygdom. Alle i bogen har det til fælles at eje et særligt livsmod og livsglæde - på trods. Deres historier har ændret Annie Dunchs syn på sit eget liv, fra hun slår øjnene op om morgenen

Af
Kathrine Albrechtsen

LIVSGLÆDE En morgen den 9. april 2018 fik Annie Dunch nok af brokkerøve.

Ude i sit køkken i sin Hellerup-lejlighed stod hun og vaskede op, da det slog hende, at nu var det nok med at høre på klagesange over ubetydelige skavanker. Og her kom idéen til hende om at skrive en bog om folk, der faktisk har noget at beklage sig over, men ikke gør det.

Annie Dunch er med sit røde hår og blågrønne øjne lige så farverig som hjemmets puder, tæpper, dug og sofa.

Ved det runde bord har hun netop skænket te, da hun begynder at fortælle om en ven, som levede et stressende liv som professionel fotograf med for meget arbejde og for lidt søvn, lige indtil april 1996. Her falder han om i sit hjem og vågner op uden længere at kunne mærke sine ben. Diagnosen hedder dissemineret schlerose og betyder, at han i dag er afhængig af sin kørestol.

"Men han siger, at han ikke vil være sygdommen foruden, fordi sygdommen har lært ham så meget. Uha, mine hår rejser sig, når jeg fortæller det. Den dag i køkkenet, tænkte jeg på ham og alt det, som jeg havde lært af ham. Jeg ville interviewe folk, der ligesom ham, havde fundet livsglæde på trods," siger Annie Dunch, som har flere udgivede bogtitler bag sig.

I mange år drev hun tøjbutikken 'Madam Dunk', der lå på Strøget og var berømt for sine drømmekjoler. Siden blev butikken flyttet til Bornholm. I 2018 lukkede Annie Dunch butikken og flyttede tilbage til Hellerup, hvor hun et par dage om ugen står som frivillig for Røde Kors klar i modtagelsen på Gentofte Akutklinik og støtter uledsagede patienter.

Har fældet mange tårer

13 dage efter, at Annie Dunch fik sin idé, havde hun gennem sit netværk fået aftaler med ni personer med hver deres diagnose: muskelsvind, ceberal parese, cystisk fibrose, skrumpenyre, dissemineret schlerose, blodprop, lungekræft og Parkinsons sygdom.

"De er nogle af de sejeste mennesker, som jeg nogensinde har mødt. De har været så åbne og tillidsfulde over for mig, og jeg har fældet så mange tårer i deres selskab. De er flyttet ind i mit hjerte, og jeg er så overvældet af deres styrke," siger hun.

I bogen fortæller 64-årige Marianne, som har lungekræft med metastaser, hvordan hun forsøger sig frem med kendt og ukendt medicin i håbet om at forlænge sit liv lidt endnu.

Pernille på 46 år, der har levet med cystisk fibrose, siden hun var to et halvt år gammel, bruger hver dag tre timer på at gøre sine lunger rene. Fra hun var fem år gammel, har hun været indlagt på Rigshospitalet hver anden eller tredje måned i 14 dage for at indtage store doser antibiotika for at give lungerne mere kapacitet samt fjerne infektionen i lungerne. Med risiko for resistens og at skade organerne.

28-årige Sebastian, der i dag bor i Virum, blev født tre måneder for tidligt og fik en stor hjerneblødning kort efter. Det betyder, at han i dag har cerebral parese, også kaldet spastiker, og ikke kan bevæge sig fra lænden og ned.

"Jeg husker, at jeg ikke var ret gammel som barn, da jeg gik rundt og tænkte: 'Jeg er ikke det barn, mine forældre gerne ville have haft'," fortæller han i bogen.

To var ved at dø

De mange timer sammen med interview-personerne har sat sit aftryk på Annie Dunch.

"Denne her bog har ændret mit liv. Når jeg står op om morgenen, oplever jeg en stor taknemmelighed over, at jeg ingen smerte har, at jeg kan svinge benene ud over sengekanten og gå en tur ned til Øregårdsparken. Jeg oplever en stor taknemmelighed for livet efter at have mødt de her mennesker," siger hun.

Annie Dunch var derhjemme, da opkaldet kom. To fra bogen var ved at dø. Den ene havde fået 5-6 blodpropper og en lungebetændelse, mens kræfter var ved at tage livet af den anden.

"Jeg brød sammen ude i køkkenet, for jeg holder så meget af dem. Da jeg fik de beskeder, besluttede jeg mig for, at jeg ikke skulle tjene én krone på den bog, men overskuddet skulle gå til De Danske Hospitalsklovne," siger hun.

Få ukendte stemmer på tv

Annie Dunch har tidligere interviewet kendte mennesker, men denne bog skulle være anderledes.

"Der er er så mange ukendte mennesker, som har et stærkt budskab, imens går al tv-tiden til kendte. Jeg har for eksempel ikke kunnet komme igennem til Go' Morgen Danmark eller Aftenshowet, fordi der ingen kendte er med i bogen. Haha, nu ringer de da aldrig tilbage," siger hun grinende.

Men så får de blågrønne øjne igen en alvorsfuldhed over sig.

"De her mennesker er alle stærke eksempler på, hvad vi mennesker kan klare af smerte og modgang. På trods af sygdom har de mennesker mod til at finde livsglæde frem for at sygne hen i selvmedlidenhed," siger hun, som mener, at både syge og raske kan finde inspiration.

Se bare 66-årige Ulla Mikkelsen med Parkinson, der sammen med sin mand går til Parkinson-dans eller 28-årige Anders med muskelsvind, der træner andre med muskelsvind i el-hockey og arbejder frivilligt i to organisationer.

"Deres historier er så inspirerende. Deres egoer er pakket helt væk, og de er i stedet optaget af andre. Vendepunktet for dem har været at vælge livet til på trods. De vælger livet i stedet for at vente på døden. Og det valg har vi alle; hvordan vælger vi at leve og få noget ud af livet på trods. Men det kræver livsmod," siger hun.

Annie Dunch følte en forandring hos sig selv, imens hun skrev bogen. Efter hendes tvillingesøster og mor begge døde af kræft, voksede en frygt for lidelse.

"Efter den her bog, har jeg fået det sådan, at uanset hvad der kommer, så skal jeg nok klare det," siger hun.

Nuet bliver vigtigt

Når man ved, at man kan dø om fem minutter, hvis maskinen stopper med at fungere, begynder man at leve livet på en anden måde, fortæller Annie Dunch.

"Det er spild af tid at brokke sig, når man har begrænset tid at leve tilbage i. Når man er så tæt på at dø, bliver man taknemmelig for at leve. Mange af dem, jeg interviewede har været tæt på at dø, men overlevede. De oplever, at de har fået en tur til. Andre føler sig udødelige. Fælles for dem alle er, at nu'et bliver vigtigt. De er så nærværende og opmærksomme at være sammen med. Noget, vi andre ikke har tid til," siger hun, som selv forsøger at udvise taknemmelighed for sit eget liv.

"Hver dag tænker jeg nu på, at jeg elsker at være her og føler, at jeg har et godt og privilegeret liv," siger hun.

Publiceret 18 January 2019 18:00