De 3 Kgl. Sopraner er blandt de musikalske indslag, man kan opleve til støttekoncert for Solgårdens Musikalske Venner. Pressefoto

De 3 Kgl. Sopraner er blandt de musikalske indslag, man kan opleve til støttekoncert for Solgårdens Musikalske Venner. Pressefoto

Kongelige sopraner giver støttekoncert for Solgårdens Musikalske Venner

For også fremover at kunne give ældre borgere musikalske oplevelser kan man støtte op ved at opleve blandt andet De 3 Kgl. Sopraner

Af
Mikkel Brøgger Petersen

STØTTEKONCERT Ligesom sidste år holder foreningen Solgårdens Musikalske Venner støttekoncert for at skaffe penge, så man fortsat kan holde arrangementer af musikalsk karakter for ældre på Plejecenter Solgården og andre ældre i lokalområdet.

Det foregår 2. februar klokken 15 i Sorgenfri Kirke, hvor der er plads til 250 gæster.

"Koncerten er financeret af diverse sponsorer samt min fødselsdagsgave, der gav 7.300 kr. Således går hele billetsalget direkte til musik på Solgården," siger foreningens formand, Tommy Wedel, til Det Grønne Område, der fortæller, at man håber på, at man kommer til at kunne melde udsolgt, ligesom det var tilfældet sidste år.

Støttekoncerten består af De 3 Kgl. Sopraner - Charlotte Meldgaard, Karen Dinitzen og Pernille Brun - solotrompetisten Gorm Hovaldt, violinisten Andreas Orlowitz, cellisten Adam Stadnicki, bassangeren Ole Allermand og kapelmester, pianist og organist Knud Rasmussen.

Efter de første 45 minutter vil der være champagne og kransekage.

"Der bliver tale om musikoplevelser ud over det sædvanlige. Uddrag fra opera, operette, musicals. Johann Strauss' skønne toner, Flagermusen. H.C. Lumbye med blandt andet Champagnegaloppen. Uddrag fra La Boheme af Puccini og Carmen af Bizet. Violinisten Andreas Orlowitz med Czardas af Monti. Gorm Hovaldt spiller blandt andet Prins Jørgens March," oplyser Tommy Wedel.

Hele bestyrelsen og adskillige frivillige møder op for at servicere gæsterne, der vil blive mødt af en rød løber og brændende stearin lys udenfor kirkens indgang.

Billetter koster 195 kroner, og de kan købes hos Greens Boghandel på Sorgenfri Torv. Alle pengene går ubeskåret til Solgårdens Musikalske Venner.

Publiceret 18 January 2019 15:00