Manglen på offentlige toiletter i den centrale del af Lyngby skaber øget trafik på cafeernes toiletter.

Manglen på offentlige toiletter i den centrale del af Lyngby skaber øget trafik på cafeernes toiletter.

Hvor skal vi tisse? Cafeer trætte af at fungere som offentlige toiletter

På Café Picasso og Café Mig & Annie vil man genre kunne servicere sine kunder med pæne rene toiletter, men det kan være en udfordring, når mange gæster alene kommer for at låne toilettet

Af
Signe Steffensen

NØDTØRFT En ting er en app, der på telefonen kan vise vej til det nærmeste offentlige toilet, men hvis der ikke ligger et offentligt toilet lige om hjørnet, så forsøger de fleste at finde en alternativ løsning.

Det mærker man hos Café Mig & Annie, der har været nødsaget til at sætte et skilt i ruden, hvor der står, at toilettet er forbeholdt cafeens betalende gæster.

”Det er meget sjældent, at folk spørger om lov, og det giver en masse trafik igennem vores forretning, hvilket selvfølgelig også gør, at der er gæster, som føler, at det er ligesom at sidde på Hovedbanegården,” siger Thomas Engelbrecht, der er indehaver af Café Mig & Annie.

Også Café Picasso oplever problemet. Blandt toiletgæsterne er både dem, der spørger høfligt, om de lige må låne toilettet, men der er også dem, der bare skynder sig ind på toilettet og skynder sig ud igen.

”Som en konsekvens oplever vi, at vi skal bruge mere tid på rengøring, men også bruge flere penge på wc artikler. Vi har faktisk overvejet at hænge skilte op, hvori der står at vores toiletfaciliteter er forbeholdt vores gæster, men har ikke gjort det endnu,” siger Ibrahim Alievski fra Café Picasso.

En af årsagerne til det øgede pres på cafeernes toiletter skyldes i følge Thomas Engelbrecht, Café Mig & Annie, at de offentlige toiletter på stationen er blevet til betalingstoiletter, og at der efterhånden er åbnet en del forretninger på Lyngby Hovedgade, hvor der er servering af mad og drikke, men ingen toiletter til gæsterne.

Alternativ løsning

Da vi i sidste uges avis skrev om Tine Müllers kamp for flere offentlige toiletter i Lyngby, affødte det en del reaktioner på Facebook. Blandt kommentarerne var et forslag om, at man kiggede på den tyske model ”Nette toilette”.

Modellen går i al sin enkelthed ud på, at kommunen indleder et samarbejde med lokale forretningsdrivende, hvor de giver et mindre, men fast økonomisk bidrag til vedligehold og drift af toiletterne.

Til gengæld sætter forretningerne et skilt i vinduet, hvor der står, at man må benytte toilettet. På den måde står kommunen ikke med store udgifter til etablering og drift af offentlige toiletter og forretningerne får en økonomisk kompensation for at stille deres toiletter til rådighed for.

En model, som Ibrahim Alievski fra Café Picasso bestemt ikke vil afvise.

”Et økonomisk incitament til at holde vores wc-faciliteter som offentlige kunne være et fint alternativ til helt at afvise udefrakommende, som ikke er gæster på cafeen,” siger Ibrahim Alievski.

Hos Café Mig & Annie vil man dog helst undgå banegårdseffekten. Derfor er man ikke interesseret i en ordning i stil med den tyske model. Til gengæld vil Thomas Engelbrecht gerne give kommunen det samme tilbud om et økonomisk bidrag til et offentligt toilet, så man på cafeen undgår at skulle “holde” toiletter.

”Det er svært for os, der driver forretninger med fødevarer, ikke at skulle lægge stor vægt på at have lækre toiletfaciliteter. Vi ved jo selv, hvordan vi tænker, når vi er i udlandet og skal finde et godt sted at spise. Hvis deres toiletter er i orden, er deres køkkenhygiejne det nok også," siger Thomas Engelbrecht.

Det er hovedsageligt cafeerne på Hovedgaden , der oplever problemet.

Hos Meyers Spisehus er uønskede toiletgæster ikke et problem, men man er heller ikke interesseret i en mærkningsordning i stil med ”Nette toilette”.

Formand for teknik- og miljøudvalget, Sigurd Agersnap, synes, at det er positivt, hvis man kan finde en fælles løsning, men han er ikke klar til at indføre den tyske model med offentlig støtte til drift af private toiletter.

“Jeg synes, det er gode tegn, at butikkerne også gerne vil hjælpe til, at der kommer flere toiletter omkring Hovedgaden. Lige hvilken løsning, som giver mest toilet for pengene, må vi have undersøgt. Vi skal ikke have lavet en model, hvor butikker og folk i almindelighed kun låner toilettet ud, hvis de kan få offentlig støtte til det. Der synes jeg, vi har en god tradition i Danmark med at låne toiletterne ud til enhver i nød, og det fungerer jo langt de fleste steder rigtigt fint,” siger Sigurd Agarsnap.

Publiceret 15 January 2019 11:45