Det er omkring denne bygning at tvisten mellem kommunen og Flækken udspiller sig.

Det er omkring denne bygning at tvisten mellem kommunen og Flækken udspiller sig.

Flækker i samarbejdet

Stadsarkivet ønsker at bruge Arkæologiklubben Flækkens lokaler i Frieboeshvile. Klubben har fået tilbud om at blive under andre former, men ønsker nye lokaler til deres udstillinger

Af
Pernille Borenhoff

Kan man gøre hævd på lokaler, fordi man har benyttet dem siden 1976?

Det mener Arkæologiklubben Flækkken, der har til huse i Frieboeshvile på Lyngby Hovedgade. Her har de klublokale og magasiner i hovedbygningens kælder samt en permanent udstilling i stueetagen, hvor interesserede hver lørdag kan komme ind og se de mange flintesten, potteskår og andre fortidsminder, som klubben råder over. Den store havestue bruger foreningen cirka en gang om måneden, når de holder foredrag.

Stadsarkivet holder også til i samme bygning. Og de vil gerne bruge de lokaler, som Flækken råder over, til borgervendte aktiviteter og skoletilbud.

"Vi er i en dialog med Flækken. Der er ikke tale om, at de skal ud af Frieboeshvile. De har fået tilbudt, at deres aktiviteter kan foregå her, som de plejer, og at de kan få to magasiner til opbevaring af deres ting," siger stadsarkivar Mette Henriksen.

Stadsarkivet er inde i en udvikling, hvor målet er via en levendegørelse af historien at få et bredere publikum til at interessere sig for lokalhistorie. Det gøres blandt andet ved at samarbejde med de lokale skoler, ved at invitere indenfor til halloween, fastelavn og andre højtider og ved at appellere til publikum om at bidrag til udstillingerne med egne minder og arkivalier.

"I kælderen, hvor Flækken har til huse, vil vi lave et historisk formidlingskøkken. Desuden vil vi på 1. sal, hvor Flækken har udstilling, skabe Fruens og Herrens værelse, hvor vi formidler kvinde- og mandeuniverset anno 1800," siger Mette Henriksen.

Flækken er utilfreds

Formand for Flækken, Jette Svane Hansen, synes ikke om den ide.

"Vi har fået tilbud om at lave særudstillinger i samarbejde med Stadsarkivet, men det, synes vi, er utilfredsstillende. Vi vil gerne blive ved med at have en permanent udstilling, hvor vi viser de mange genstande, vi råder over. Vi har også mange bøger, som vi blandt andet har fået i arv, og alle de genstande kan slet ikke være i de to magasiner, som vi har fået tilbudt," siger Jette Svane Hansen.

De 90 medlemmer af Flækker bliver her til jul orienteret om de drøftelser, der netop nu pågår mellem kommunen og Flækken.

"Vi synes, at det er surt. Og vi synes, at vi har fået meget kort varsel, for vi skal være ude senest 1 maj. Vi er glade for, at vi kan bruge Havesalen til foredrag, men kommunen må finde et sted til os, hvor vi kan opbevare alle genstande, der er fra vores udgravninger. Og hvor vi kan lave en permanent udstilling. Vi vil gerne have et lignende sted, hvor vi kan arbejde og vise borgerne vores ting," siger hun.

Biblioteks- og kulturchef Jeppe Bjørn synes, at kommunen allerede har imødekommet Flækkens ønsker.

"Vi har givet Flækken forslag om et tættere samarbejde, herunder at de fremover kan indgå i arkivets borgerrettede aktiviteter. Vi mener ikke vores tilbud til Flækken er dårligt, idet de både fortsat får magasinplads, adgang til mødelokaler og helt nye formidlingsmuligheder," siger Jeppe Bjørn.

Publiceret 02 January 2019 11:00

SENESTE TV