Som led i Engelsborgskolens fokus på karakterdannelse holdt professor Per Schultz Jørgensen (venstre) oplæg. Foto: Tina Bom Svendsen

Som led i Engelsborgskolens fokus på karakterdannelse holdt professor Per Schultz Jørgensen (venstre) oplæg. Foto: Tina Bom Svendsen

Engelsborgskolen sætter spot på karakterdannelse

Nyt fag på Engelsborgskolen skal sætte fokus på det forpligtende fællesskab. Blandt andet skal eleverne udarbejde klassens grundlov

SKOLE Karakterer, mål og udvikling er emner, der de seneste år har fyldt meget i uddannelsessystemet. Men det er ikke alt. Derfor har Engelsborgskolen sat fokus på dannelse med et nyt fag.

'Medborgerskab og dannelse' hedder det nye fag, og skolen har afsat en lektion om ugen til samtlige klasser på skolen, hvor der arbejdes med dannelse ud fra tre perspektiver – digital dannelse, demokratisk dannelse og karakterdannelse.

"Dannelse sker i mange fællesskaber, men her inviteres eleverne med på rejsen, så de kan blive klædt på til fremtiden. Timerne i Medborgerskab og dannelse er blandt andet blevet brugt på at udforme "klassens grundlov" og have et særligt fokus på det forpligtende fællesskab, hvor dannelse og uddannelse går hånd i hånd, så børnene vokser op og bliver gode kammerater, naboer, forældre og samfundsborgere," siger skolebestyrelsesformand Julie Kock Clausen.

I et oplæg af professor og tidligere formand for Børnerådet, Per Schultz Jørgensen, som han holdt på Engelsborgskolen for skolens forældre, var temaet også karakterdannelse.

Professoren lagde vægt på, at børnene skal udvikle robusthed, selvstændighed og ansvar. Børnene skal kunne tackle svære situationer og komme godt igennem et nederlag. Forældrene spiller en afgørende rolle i dette, og hermed var storforældremødet endnu et skridt på vejen mod at uddanne og danne eleverne på Engelsborgskolen til både at være noget og være nogen.

mikp

Publiceret 25 December 2018 08:00