Den 23. december kan man proviantere madvarer til julen i Lundtoftehallen. Det er Stop Spild, der står bag initiativet.

Den 23. december kan man proviantere madvarer til julen i Lundtoftehallen. Det er Stop Spild, der står bag initiativet.

Julesind i Lyngby: Lokale forretninger og frivillige deler gratis julemad ud lillejuleaften

Stop Spild Lyngby vil i samarbejde med de lokale Coop forretninger gøre deres til at julestemningen indfinder sig i alle hjem i Lyngby-Taarbæk

Af
Signe Steffensen

Stop Spild Den 23. december, når butikkerne lukker sørger en række lokale Coop forretninger for at pakke de varer, der ikke kan holde sig til efter jul. Herefter vil frivillige fragte det til Lundtoftehallen, hvor maden bliver delt ud lillejuleaften, hvor man frem til midnat kan komme og hente gratis mad, frugt og grønt i fineste kvalitet.

Det er foreningen Stop Spild Lokalt, der står bag initiativet.

”Vi ved, at der er mange, der har svært ved at få pengene til at slå til især i julen. Julehjælp er typisk forbeholdt enlige, men der er masser af andre familier, der også sidder i en svær situation,” siger Maria Ahlquist Kallio, der er aktiv i gruppen.

Stop Spild Lokalt – Lyngby er for alle uanset alder og religion. Man skal ikke søge om at få del i maden, man skal bare møde op i Lundtoftehallen den 23. december om aftenen. Initiativet blev startet for to år siden af den dengang 17-årige Rasmus Erichsen fra Korsør. Ideen var i udgangspunktet, at hvis man havde madvarer, man ikke kunne spise, så kunne man give dem væk. Men siden er der også indgået aftaler med supermarkedskæder op til årets højtider, hvor flere lukkedage i træk betyder, at en del mad når at overskride sidste salgsdato.

Ideen er at ingen behøver at gå sultne i seng, når de mange tons mad bliver givet gratis ud i stedet for at ryge i skraldespanden.

Første gang i Lyngby

I dag er der 100 facebookgrupper med - Stop Spild Lokalt. Det er første gang, at Lyngbygruppen er med til at dele mad ud den 23. december., dadet kræver en del frivillige at koordinere uddelingsarbejdet og et godt sted at være, hvor der er mulighed for at opbevare fødevarerne på køl.

Men i år er det lykkedes.

Stop Spild Lokalt for Lyngby og omegn har været så heldige, at Lundtofte Boldklub vil huse dem i Lundtoftehallen, hvor der netop også er mulighed for at opbevare mange af madvarerne på køl.

”Lige nu har vi fået samlet 20 frivillige og cirka fem biler, der kan køre maden ud, men vi kunne godt bruge lidt flere hænder og lidt flere biler,” siger Maria Ahlquist Kallio. For det er meget mad der på kort tid skal køres fra blandt andet Føtex og SuperBrugsen til Lundtoftehallen. Alene Føtex regner med at donere fem paller mad.

Aftenforestilling

Stop Spild kan af gode grunde først få udleveret maden, når forretningerne lukker. Derfor er der også lagt op til lidt af en sen aftenforestilling.

Men Maria Ahlquist Kallio lover, at det med sikkerhed bliver hyggeligt med masser af god julestemning i hallen. Ud over den dejlig mad, så har blomsterhandleren på Ulrikkenborg Plads også valgt at donere de juledekorationer og kranse, der ikke bliver solgt inden jul, så der også er hjælp til at pynte fint op.

Hvis man vil holde sig opdateret så skal man melde sig ind i Facebookgruppen Stop Spild Lokalt (Lyngby og omegn). Det er også her man kan melde sig under fanerne, hvis man vil hjælpe til som frivillig den 23. december.

I løbet af dagen vil gruppen lægge opdateringer ud om, hvornår de kan være klar til at udlevere maden.

På landsplan sørger Stop Spild Lokalt for at dele 300 tons mad ud lillejuleaften.

Hjælp til alle

Maria Ahlquist Kallio bor selv i Lyngby, og selvom det i det store hele betragtes som en rig kommune, så ved hun, at der sidder mange, der har rigtig svært ved at få pengene til at slå til.

”Mange familier kan ikke søge julehjælp, fordi de er to voksne. De fleste julehjælp gives til enlige. Der kan det her koncept noget andet, fordi det er for alle,” siger Maria Ahlquist Kallio.

Engagementet i Stop Spild Lokalt har faktisk givet hende mod på mere, og i det nye år skal hun til at være frivillig i suppekøkkenet, der holder til i Lyngby Lokalstation. Men foreløbigt står hun sammen med de andre frivillige klar med nissehue og julemusik til at holde en ganske særlig lillejuleaften i Lundtoftehallen.

Publiceret 13 December 2018 11:45

SENESTE TV