Børn og voksne elsker dyrene på Frilandmuseet, men det er dyrt at holde dem. Både pga foder, pasning og dyrlægeregninger. Samt personale, der kan tilse dem året rundt.

Børn og voksne elsker dyrene på Frilandmuseet, men det er dyrt at holde dem. Både pga foder, pasning og dyrlægeregninger. Samt personale, der kan tilse dem året rundt.

Så kom Frilandsmuseet på Finansloven: 1,2 millioner i støtte

Bedre forhold for dyrene, længere åbningstider og billigere entre. Frilandsmuseet er kommet på finansloven, og det åbner op for nye muligheder for det ellers økonomisk trængte museum

Af
Pernille Borenhoff

Frilandsmuseet er kommet på Finansloven og får i 2019 1,2 millioner kroner samt 600.000 hvert år frem til 2022 fra Kulturministeriet.

Det er ifølge museumschef Peter Henningsen mirakuløst og vist ikke set siden 1960'erne.

"Det er stort. Og selvom det ikke er en kæmpe formue, så er det mange penge for os. Uden dem havde det set sort ud. Det gør en meget stor forskel," siger han.

I efteråret nedlagde Frilandsmuseet Det Gamle Danmark fem stillinger som følge af de to-procentsbesparelser, som alle statslige institutioner er underlagt. De nye penge betyder dog ikke, at man foretager hverken ny- eller genansættelser.

Til gengæld kommer pengene publikum og dyr til gode.

"Vi er i en situation, hvor publikum efterspørger flere dyr på museet. Og det ønske vil vi gerne imødekomme. Det, at vi får de her penge, betyder, at vi kan gå i gang med at bygge nogle af de staldfaciliter, vi mangler. I første omgang et nyt hus til vort fjerkræ. Men det er ikke det eneste. Det er dyrt at have dyr, som ikke er led i en landbrugsproduktion. Det er lutter udgifter og ingen indtægter. Desuden er også foderpriserne steget gevaldigt, og så er der regninger fra dyrlægen mm. Vi har desuden et problem i forhold til opbevaring af foder. Med de nye bevillinger kan vi forhåbentlig få lavet nogle bedre opbevaringssteder til foderet, således at vi undgår rotter. Der er mange afledte driftsudgifter ved at holde dyr," siger Peter Henningsen.

"Det er nærmest et mirakel at vi er kommet på finansloven," siger direktør Peter Henningsen. Foto: Pernille Borenhoff

Længere åbent

Mange folk efterspørger ifølge Peter Henningsen også længere åbningstider.

"Vi vil gerne hen imod en situation, hvor vi har åbent hele året, og de her ekstra bevillinger giver os lidt flere manøvremuligheder. Nu starter vi med at begynde sæsonen fra påske. Siden 2012 har vi lukket ned efter påske og åbnet igen 1. maj. Det gør vi ikke i 2019 og fremover. Nu bliver vi ved med at holde åbent efter påske ligesom i 'de gode gamle dage,'" siger Peter Henningsen, der også håber, at man fremover vil kunne holde åbent alle søndage i vintersæsonen (dog januar undtaget). Og altså ikke blot, når der er julemarkeder.

Glade politikere

Borgmester Sofia Osmani glæder sig over, at museet er kommet på finansloven og får bevillinger de næste fire år.

"Jeg er glad for, at det er lykkedes via finansloven at sætte lidt ekstra fokus på en af vores - og hele Danmarks - historiske perler. Vi har i kommunen et rigtig fint samarbejde med museet, der også bruges flittigt af skoler og institutioner. Bedre vilkår for Frilandsmuseet er dermed også noget, vores borgere vil nyde godt af,“ siger borgmester Sofia Osmani.

Borgmesterens partikollega Rasmus Jarlov (C), der er valgt i Lyngby-Taarbæk Kommune, fryder sig ligeledes over, at det er lykkedes at forhandle sig til flere penge til museet.

"Det er et fantastisk sted, som skal blive ved med at have de økonomiske rammer, så de kan fortsætte med at være den succes, de er. Det er en god, konservativ sag, hvor vi får styrket kulturen og den historiske bevidsthed. Det er ikke alle steder, man har så flot et frilandsmuseum som i Lyngby. Frilandsmuseet skal blive ved med at udvikle sig, og det sikrer vi os nu," siger Rasmus Jarlov.

Publiceret 12 December 2018 18:00

SENESTE TV