Præsteklummen: Julekortets glæder

Anne Katrine Berthou Sylvest fra Sorgenfri Kirke skriver juleklumme om glæden ved at få og modtage julekort

Af
Anne Katrine Berthou Sylvest

Jeg glæder mig i denne tid, der falder julesneen hvid……. Eller i skrivende stund har frosten sat ind, og det er blevet koldt, og man begynder at drømme om muligheden for hvid jul…. Og måske også at stresse lidt over at der nu er under 24 dage til juleaften, og nogle af os (undertegnede inklusiv) slet ikke er begyndt at tænke på at finde kassen med julepynt frem…. langt mindre begyndt at tænke på gaver og alt det andet, som hører juledagene til.

En juleprojekt har jeg dog allerede givet en del tanker. Nemlig at i år skal jeg have skrevet julekort….. et projekt jeg sætter mig for sådan en gang hver anden jul, og ofte når jeg ikke at skrive et eneste. Så får jeg så dårlig samvittighed når jeg modtager et enkelt eller to fra gode veninder.

Men i år skal det være. For der er intet bedre end sådan en kold og måske lidt kedelig decemberdag, hvor julestressen og den dårlige samvittighed har fået ordentlig tag i en, at åbne postkassen og finde en lille konvolut med håndskreven adresse på. Og mens jeg går ind med alle mine tasker og poser, ja så indfinder juleglæden sig langsomt, og jeg glemmer næsten at sætte mælk og andre varer i køleskabet…. Mest af alt har jeg lyst til at lave en god kop the, finde mors julebag frem (for det har jeg som oftest heller ikke nået selv at bage) og sætte mig en halve time og nyde den lille hilsen. Hvad der står i hilsenen er faktisk ligegyldigt… det kan være helt trivielt, det kan være sindsoprivende, positivt eller skidt….

Nej for det der fylder mig mest med glæde er tanken om, at en person har tænkt på mig, mens de skrev lige dette brev.

Og mens jeg læser, ja så tænker jeg på den person… på vores gode oplevelser sammen og på sidst vi sås mm. og så er det julens budskab kommer til mig som en svag julemelodi - nemlig at vi skal huske på hinanden i denne kolde tid. At der er noget som er større, der midt i al stressen med at finde den rigtige julegave, at få købt al maden ind (og at få lavet den), midt i kabalen af julefrokoster der skal gå op og hvad vi ellers skal nå i december.

Julen handler om at se hinanden, at se og glædes med de mennesker vi elsker – både dem vi ser tit og ofte, men også dem, som måske er gledet lidt i baggrunden eller dem som er flyttet langt væk. Julen er hjerternes fest og hjerterne trives bedst når vi husker hinanden og ses og deler en glædelig stund…

God Jul, Anne Katrine Berthou Sylvest

Publiceret 09 December 2018 09:00

SENESTE TV