COWI køber Danmarks største arkitektfirma

COWI har indgået en aftale om at købe Danmarks største arkitektvirksomhed, Arkitema, for et tre-cifret millionbeløb

COWI, der har hovedkontor i Kgs. Lyngby, har indgået en aftale om at købe Arkitema Architects. Det skriver Byens Ejendom Aps i en pressemeddelelse.

COWI har 6.700 medarbejdere, mens Arkitema vil bringe omkring 550 nye medarbejdere ind i virksomheden som en selvstændig forretningsenhed.

Arkitema Architects arbejder med bolig, urban design, kontor, sundheds- og uddannelsesbyggeri.

COWI har været på markedet i næsten 90 år. Arkitema Architects er grundlagt i Aarhus i 1969 og er i dag Danmarks største arkitektvirksomhed med over 550 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm og Malmø.

Aftalen om købet af Arkitema er sendt til godkendelse hos konkurrencemyndighederne, som forventes at komme med et svar inden for et par måneder. Aftalen omfatter en fortrolighedsklausul om prisen. /peb

Publiceret 07 December 2018 08:00

SENESTE TV