Omkring 100 borgere gik i torsdag hjem med en vej.

Omkring 100 borgere gik i torsdag hjem med en vej.

Vejskilte blev udleveret: 100 borgere fik en vej

Godt 100 vejskilte blev i torsdags udleveret til borgere, der havde deltaget i konkurrencen om de historiske skilte

Af
Pernille Borenhoff

Virumvej, Grønnevej, Furesøvej eller Askevænget. Som mange vil have bemærket, så er Lyngby-Taarbæk Kommune i færd med at udskifte vejskiltene. Foreløbig har udskiftningen primært fundet sted i Virum-Sorgenfri.

Det fik i sommer den meget lokalhistorisk interesserede Lyngby-borger Henning Andersen på mærkerne.

"Da jeg blev opmærksom på udskiftningen, tænkte jeg, at det da var synd bare at smide skiltene ud. Og derfor henvendte jeg mig til kommunen for at høre, om jeg ikke kunne lave et eller andet sjovt med skiltene, som kom borgerne til gode," fortæller Henning Andersen.

Tanken var, at borgerne kunne erhverve et skilt, og den ide var man med på i kommunen. På den betingelse, at samtlige borgere i Lyngby-Taarbæk kommune fik mulighed for at få fingrene i et skilt.

Og derfor efterlyste han i denne avis borgere, der kunne tænke sig et vejskilt.

Det viste sig at han havde fat i den lange ende, for flere en 500 borgere svarede, at de rigtigt godt kunne tænke sig et vejskilt.

Og det var flere end der var skilte til, så derfor måtte han og stadsarkivar Mette Henriksen ud i en lodtrækning, inden de i sidste uge på Stadsarkivet kunne uddele de godt 100 skilte.

En borger fortalte, at han forhandlede med sin hustru om retten til at ophænge vejskiltet i parrets stuen. Andre gav udtryk for, at de syntes, det var sjovt at have et vejskilt, som de ville ophænge i garagen eller værkstedet.

Når kommunen er klar med endnu en stor portion nedtagne skilte, så er Henning Andersen også parat til igen at lave en konkurrence. Men det bliver sandsynligvis først til foråret.

Se https://www.facebook.com/vejskilte/ for yderligere om de historiske vejskilte.

Publiceret 09 November 2018 19:00

SENESTE TV