Gennem flere måneder har Lyngbys KFUM-spejderne samlet effekter, der kommer til salg på det årlige loppemarked. Pressefoto

Gennem flere måneder har Lyngbys KFUM-spejderne samlet effekter, der kommer til salg på det årlige loppemarked. Pressefoto

Spejderne holder loppemarked i weekenden

KFUM-spejderne sælger ud i weekenden 10. og 11. november i Christianskirkens sognegård

arrangement På lørdag 10. november kl. 10 åbner spejdernes årlige loppemarked i Christianskirkens sognegård på hjørnet af Christian X´s Alle og Buddingevej i Lyngby vest.

Gennem flere måneder har spejderne samlet tusindvis af effekter omfattende bøger, køkkentøj, kunst, elektronik, legetøj, tøj, møbler, værktøj og alskens rare ting og sager fra lofter og kældre i Lyngby-Taarbæk området. Alle disse mange effekter skal finde nye ejere og brugere i den kommende weekend.

Kaffe på billetten

Loppemarkedet har åbent lørdag kl. 10-16 og søndag 11. november kl. 11-15. Spejderne tager entre på 20 kr., men så bydes der også en kop kaffe og en småkage på billetten.

I forbindelse med loppemarkedet er der café i sognegården, så det er muligt at købe både mad og drikke.

Penge til oplevelser

"Overskuddet fra loppemarkedet går til, at vi kan give vore spejdere fede ture, spændende spejderaktiviteter og gode oplevelser," fortæller Rikke Aasbjerg, der er leder for juniorspejderne hos KFUM-Spejderne 3. Lyngby Gruppe, i en pressemeddelelse.

KFUM-Spejderne 3. Lyngby Gruppe er en af de største spejdergrupper i Nordsjælland med tilbud til børn og unge fra seks år til voksenalder. Spejdergruppen har hjemsted og mødelokaler i det gamle lægehus på Christian X´s Allé 106A. Der er spejderaktiviteter i og omkring spejderhuset alle ugens dage. Loppemarkedet anden weekend i november er en årelang tradition, der giver muligheder for, at de mange sponsorer kan få ryddet op på lofter og i kældre i en god sags tjeneste. jesl

Publiceret 08 November 2018 18:00

SENESTE TV