Adm. direktør i Lyngby-Taarbæk Vidensby Caroline Arends har fået nyt job og stopper med udgangen af oktober.

Adm. direktør i Lyngby-Taarbæk Vidensby Caroline Arends har fået nyt job og stopper med udgangen af oktober.

Overraskelse: Caroline Arends stopper som direktør i Lyngby-Taarbæk Vidensby

Efter seks og et halvt år som adm. direktør for Lyngby-Taarbæk Vidensby stopper Caroline Arends ved udgangen af oktober. Hun har takket ja til en stilling i Danske Bank

Af
Signe Steffensen

VIDENSBY Den 19. september 2012 var der inviteret til reception i Vidensbyen. Det var den officielle indvielse af det nye sekretariat og en anledning til at møde bestyrelsen og ikke mindst den nyansatte direktør Caroline Arends.

Foreningen Lyngby-Taarbæk Vidensby blev stiftet primo 2012 og visionen var at skabe en attraktiv, grøn videns- og handelsby, hvor virksomheder, kommune, uddannelses- og forskningsinstitutioner, almene boligselskaber og handelsliv skulle arbejde sammen om at gøre Lyngby-Taarbæk til en af Nordeuropas universitetsbyer.

Store ambitioner at løfte for det lille sekretariat. Men Caroline Arends har fra dag ét sparket al skepsis til hjørne. I stedet har hun med smittende optimisme og en sjælden evne til at etablere partnerskaber været en nøglefigur i Vidensbyens udvikling.

Da hun sin tid greb mikrofonen for at præsentere sig selv og det nye sekretariat sagde hun afslutningsvis:

"Der er folk, der spørger mig, om projektet ikke er lige lovlig optimistisk, og om vi ikke har taget munden for fuld. Til dem kan jeg kun sige – bare vent og se.”

Hvorefter hun trak i arbejdstøjet og gik i gang

For selv om der allerede var etableret en række netværk, da Caroline Arends tiltrådte som direktør i Vidensbyen, så skulle, der også helt bogstaveligt bygges en organisation op.

”Det var også noget med at køre i Ikea og købe skriveborde, skaffe kuglepenne og få trykt brevpapir. På den måde var vi jo en startup-virksomhed,” siger Caroline Arends.

Siden dengang i 2012 er sekretariatet udvidet, så der i dag er fire fastansatte, mens antallet af netværk er vokset fra fem til syv, og i dag tæller 170 deltagere. Vidensbyen har i dag 84 medlemmer, der samlet set repræsenterer 22.000 medarbejdere.

Så der er vægt bag, når Caroline Arends siger, at Vidensbyen har fået lov til at vokse sig stor og stærk.

Men hun understreger også, at det ikke er noget, der kommer af sig selv.

”Hvis man spørger mig, hvad man skal kunne i den her stilling, så er der både den udadvendte netværksdel, hvor man skal kunne tale med mange forskellige typer af mennesker, knytte partnerskaber og arrangere events og konferencer. Men samtidig er der også rigtig meget rugbrødsarbejde, så man skal være indstillet på begge dele,” siger Caroline Arends og fortsætter.

”Jeg har lært så meget af at være i Vidensbyen. Initiativet har dannet skole og inspireret så mange andre byer og områder. Det er helt unikt det der er i Lyngby-Taarbæk. Alle der arbejder med byudvikling i Danmark ved hvad Vidensbyen er, og det er summen af alles bidrag, for Vidensbyen har en fantastisk bestyrelse og nogle meget engagerede medlemmer. Og jeg vil selvfølgelig fortsat følge udviklingen med stor interesse.”

Nye udfordringer i Danske Bank

Caroline Arends fratræder sin stilling med udgangen af oktober måned.

”Jeg har takket ja til en stilling i Dansk Bank Group Development som Partnership Engagement Manager – både med fokus på Danmark og de andre nordiske lande.

Som led i Danske Banks Nordic Integrator strategi etableres et nyt team med fokus på strategiske partnerskaber. Initiativet er etableret med henblik på at skabe vækst via kommercielle partnerskaber samt udvikle nye produkter og services til kunderne i samarbejde med Fintech virksomheder og startups.”

Om end med beklagelse har bestyrelsesformand i Vidensbyen og universitetsdirektør på DTU Claus Nielsen takket Caroline Arends for det gode samarbejde og den store og dedikerede indsats, hun altid har ydet som direktør for Vidensbyen. Formanden og bestyrelsen ønsker Caroline Arends al held og lykke med det nye, hun skal i gang med.

Bestyrelsen vil med det samme gå i gang med at finde en ny adm. direktør.

Afskedsreception

Afskedsreception for Caroline Arends finder sted mandag d. 5. november kl. 15-17 hos DTU Science Park, Diplomvej 372, Foyeren, 2800 Kgs. Lyngby.

Publiceret 10 October 2018 14:00

SENESTE TV