Der er ikke penge nok: Knap så super supercykelsti barberes ned

En planlagt ruteføring langs søbredden på Lyngby Sø bliver af naturhensyn ikke til noget. En alternativ rute er vedtaget, og der er tale om en skrabet model, hvor cyklisterne på supercykelstien skal trække deres cykler noget af vejen

Af
Lars Schmidt

SUPERCYKELSTI Lyngby-Taarbæks del af anden etape af Allerødruten på den supercykelsti, der kører fra København til Allerød, bliver en nedbarberet og noget sparsom udgave. Og det bliver den af økonomiske årsager.

Godt nok bliver der enkelte forbedringer undervejs for cyklisterne, der skal igennem kommunen. Blandt andet ledes cyklisterne uden om Lyngby Hovedgade i det centrale Lyngby. Men supercykelstien kommer ikke nordpå langs Lyngby Sø.

Vejdirektoratet finansierer halvdelen af udgifterne. Men det er ikke nok, understregede politikerne, da sagen blev behandlet i kommunalbestyrelsen i torsdags.

"Gentofte og Rudersdal har problemfrie strækninger. I Lyngby har vi ikke nogen eksisterende, fast og god sti gennem kommunen. Her skal der investeres mange, mange flere kroner pr. kilometer supercykelsti," sagde Enhedslistens Henrik Bang:

"Hvis vi selv skal have pengene op af lommen, hvad jeg synes er rimeligt, så skal vi primært se på, hvor større investeringer i cykeltrafikken i vores kommune gavner mest. Og der er masser af steder, hvor jeg kunne ønske mig bedre forhold."

Viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) var enig et stykke af vejen:

"Vores land er - når det drejer sig om infrastruktur - et U-land. I dag sidder folk i kø alle mulige steder. Når man laver et RUC-agtigt projekt som det her, så er det rigtigt: Der er ikke investeret nok penge i det."

"Det er rigtig godt med supecykelstier i det omfang, at de reelt er supercykelstier. Men et orange "C" i asfalten gør det altså ikke. Jeg synes, at vi skal passe på med at tale de supercykelstier op," sagde viceborgmesteren.

Foto: Lars Schmidt

Foto: Lars Schmidt

En national opgave

"Infrastruktur burde være en national opgave. Det er det bare ikke," fastslog formanden for teknik- og miljøudvalget, Sigurd Agersnap:

"En af løsningerne på trængselsproblemerne i hovedstaden er at få flere folk over på cyklerne. Det kræver sammenhængende cykelstier hele vejen. Men vi er nødt til at tage det i bidder og gøre noget af det rigtig godt, før vi kan kigge på noget andet" sagde han.

Venstres Søren P. Rasmussen gav Sigurd Agersnap et godt råd:

"En supercykelsti skal gå lige fra punkt A til punkt B, hvis den skal give mening. Er der optimale forhold til at komme frem på cyklen, vil folk gerne cyklen. Måske skulle teknik- og miljøudvalget taget ind og besøge Folketingets Transportudvalg og beskrive problemstillingerne."

"Det er rigtig godt med supecykelstier i det omfang, at de reelt er supercykelstier. Men et orange "C" i asfalten gør det altså ikke. Jeg synes, at vi skal passe på med at tale de supercykelstier op," sagde viceborgmester Simon Pihl Sørensen på mødet i kommunalbestyrelsen. Foto: Lars Schmidt

Etape 2

Det var meningen, at etape 2 af Allerødruten skulle køre langs Lyngby Sø. Det kommer den ikke til nu.

Men netop dén del af ruten ligger inden for en naturbeskyttelseslinje, og derfor er alternative ruter kommet i spil. Hele fem af slagsen. Og politikerne valgte den billigste.

Der anlægges en cykelbro over Fæstningskanalen og en ny cykelsti syd for jernbanen. Men herefter bliver der nogle steder på ruten, hvor cyklisterne skal trække deres cykler, inden de kommer ud på Allerødrutens etape 1, som følger Kongevejen og Lyngby Hovedgade på en del af strækningen.

Også supercykelstien mod Helsingør får en alternativ rute, besluttede en enig kommunalbestyrelse på samme møde. Den flyttes nemlig til den østlige side af Helsingørmotorvejen mellem Jægersborgvej og Ermelundsvej.

Foto: Lars Schmidt

Foto: Lars Schmidt

Publiceret 09 October 2018 10:00

SENESTE TV