29-årig er ny, lokal kandidat for Enhedslisten

Anna Berg fra Nørrebro afløser Pia Boisen som EL's folketingskandidat i Lyngbykredsen

Af
Lars Schmidt

FOLKETINGSVALG Så er Enhedslisten i Lyngby klar til det kommende folketingsvalg.

Den lokale afdeling af partiet har på et medlemsmøde enstemmigt valgt den 29-årige Anna Berg som ny folketingskandidat i Lyngbykredsen.

Hun afløser Pia Boisen, der har været kredsens folketingskandidat siden 2001.

Anna Berg bor på i dag Nørrebro i København, men er opvokset inden for storkredsens grænser nærmere bestemt i Herlev. Hun arbejder som rådgiver for Enhedslisten på Christiansborg og er særligt optaget af bæredygtighed, ligestilling og sociale problemstillinger.

”I et rigt land som Danmark har vi råd til at behandle mennesker ordentligt. Det er er et politisk og moralsk valg, om vi vil investere i en ordentlig og værdig behandling af syge, arbejdsløse og mennesker på flugt. Det trænger vi til at minde hinanden om,” siger Anna Berg:

”Rigtig meget af integrationen og den sociale indsats ligger i kommunen. Men det er Christiansborgs opgave at sikre, at kommunerne har ordentlige rammer for at lykkes med indsatsen. Det samme gælder i forhold til klimaet, hvor vi skal af med meningsløse regler der forhindrer en mere bæredygtig omstilling."

Den 28. august fastlagde Enhedslisten i Københavns omegn den samlede liste til folketingsvalget.

Folketingsmedlem Søren Søndergaard fortsætter som spidskandidat i storkredsen, mens Ibrahim Benli fra Herlev er nummer 2 på listen og Anna Berg nummer 3. Ifølge de aktuelle meningsmålinger står Enhedslisten til to mandater i Københavns Omegns storkreds.

Dermed kan Anna Berg blive førstesuppleant og kan se frem til at blive indkaldt i en kortere eller længere periode som stedfortræder efter folketingsvalget.

Publiceret 11 September 2018 10:00

SENESTE TV