Overlæge advarer unge om farlige konkurrencer til mega-drukfest

"Først er det sjovt, så mister man kontrollen, og kommer promillen op mellem fire og fem, holder man op med at trække vejret," lyder det fra en af lægerne, som står standby ved dagens Puttefest i Dyrehaven.

Af
Jacob Nielsen

Elleve blev indlagt på Herlev Hospital med alvorlige og livstruende alkoholforgiftninger, da gymnasieelevernes årlige "Puttefest" blev afholdt i Ulvedalene i Dyrehaven for to år siden, og selvom sidste års drukfest blev en noget mildere en af slagsen, så tager Herlev Hospital ingen changer, når det traditionsrige skovparty afvikles igen i dag med op mod 10.000 deltagere for fuld udblæsning. Det skriver TV2 Lorry.

Herlev Hospital har indkaldt en ekstra læge og to ekstra sygeplejersker på Børnemodtagelsen i dagens anledning. Ligeledes vil der være folk til stede i Dyrehaven, som kan hjælpe og vurdere om en tur på hospitalet er nødvendig, fortæller overlæge Marianne Sjølin Frederiksen via Herlev og Gentofte Hospitals facebookside.

Hun håber samtidig, at de unge vil være gode til at hjælpe hinanden, hvis de får alt for meget at drikke og understreger risikoen ved alt for stort alkoholindtag.

"Kroppen hos unge kan slet ikke klare så høje promiller og store mængder alkohol, som nogle drikkekonkurrencer lægger op til. Først er det sjovt, så mister man kontrollen, og kommer promillen op mellem fire og fem, holder man op med at trække vejret. Det var, hvad der skete for to år siden, og det er det, vi gerne vil undgå," lyder det fra Marianne Sjølin Frederiksen.

Publiceret 17 August 2018 11:57

SENESTE TV