På tirsdag: Husk mødet om private studieboliger

Vidensby Boligbørs inviterer potentielle studieboligudlejere - også borgere med blot et værelse - til møde nu på tirsdag

Af
Lars Schmidt

Også i år ved studiestarten er manglen på lokale studieboliger i Lyngby-Taarbæk Kommune massiv. Mange er nærmest i panik over, at de ikke har noget sted at bo tæt på studiet her i kommunen.

Men måske der er hjælp at hente.

For de, der endnu ikke har fået en permament studiebolig, er der dog en løsningsmulighed. De kan leje sig ind på værelser hos private, foreslår man hos Vidensbyen.

Tidligere stod Vidensbysekretariatets 'Boligdaten' bag at få private udlejere og boligsøgende studerende til at finde hinanden. Det gør Vidensbyen sådan set stadig. Men under et nyt navn: Vidensby Boligbørs.

Vidensby Boligbørs tager også i år sin del af ansvaret for at få skaffet tag over hovedet til de boligløse studerende. Det gør man i samarbejde med Advodan og Jyske Bank.

I fællesskab holder man et orienteringsmøde for potentielle boligudlejere. Det sker 14. august kl. 16-18 hos Jyske Bank, Klampenborgvej 205.

Mødet er for alle, der bor inden for 30 minutter fra Lyngby, som har et ekstra værelse til rådighed - og som ønsker en ekstra indtægt.

Der er tilmelding til csr@jyskebank.dk

Publiceret 10 August 2018 19:00

SENESTE TV