Opførelsen af den private Base Camp med 600 studieboliger på den tidligere Plantedirektorat-grund i Sorgenfri er i fuld sving. Foto: Lars Schmidt

Opførelsen af den private Base Camp med 600 studieboliger på den tidligere Plantedirektorat-grund i Sorgenfri er i fuld sving. Foto: Lars Schmidt

Studiestart: Igen står tusindvis af lokale studerende uden bolig

Ca. 5.000 studerende starter på en uddannelse i Lyngby efter sommerferien. En stor del af dem mangler en studiebolig. Kommunen er godt i gang med at bygge, men almindelige borgere kan sagtens hjælpe med at udleje værelser, lyder det fra de DTU-studerendes forening

Af
Lars Schmidt

STUDIEBOLGER Det er det samme på denne tid, år efter år. På den ene side er de rundt regnet 5.000 unge, som skal studere i Lyngby, noget så enormt kisteglade over, at de er kommet ind på et studie.

Men på den anden side går flere tusinde af dem i panik.

For hvor skal de bo?

Studieboligproblemet antager panikagtig karakter især for de studerende, der kommer fra andre dele af Sjælland udenfor Storkøbenhavn og med op til halvanden times pendlertid fra Lyngby.

Også en del af de internationale studerende har svært ved at finde bolig, fortæller man hos DTU's studenterforening, Polyteknisk Forening.

I Polyteknisk Forening konkluderer man, at der ganske enkelt ikke er nok studieboliger til billige priser tæt ved de uddannelsesinstitutioner, som de studerende er kommet ind på.

"For en studerende er behovet en lille bolig, der kan betales med dele af SU'en, så der også er nok til kost og privatforbrug," siger Adam Ørbæk Sommer, næstformand og socialpolitisk koordinator i Polyteknisk Forening:

”Der er mange – især nye – DTU-studerende, som mangler en bolig. Til de fleste af de otte PKS-kollegier, kollegier hørende til DTU, står der flere studerende på ventelisterne, end der bor der. De omkring 500 fraflytninger om året kan langt fra dække de studerendes behov, og studerende ender ofte med at have op mod to timers transport til studiet.”

Vidensby Boligbørs

For de, der endnu ikke har fået en permament studiebolig, er der dog en løsningsmulighed. De kan leje sig ind på værelser hos private.

Tidligere stod Vidensbysekretariatets 'Boligdaten' bag at få private udlejere og boligsøgende studerende til at finde hinanden. Det gør Vidensbyen sådan set stadig. Men under et nyt navn: Vidensby Boligbørs.

Vidensby Boligbørs tager også i år sin del af ansvaret for at få skaffet tag over hovedet til de boligløse studerende. Det gør man i samarbejde med Advodan og Jyske Bank.

I fællesskab holder man et orienteringsmøde for potentielle boligudlejere. Det sker 14. august kl. 16-18 hos Jyske Bank, Klampenborgvej 205.

Mødet er for alle, der bor inden for 30 minutter fra Lyngby, som har et ekstra værelse til rådighed - og som ønsker en ekstra indtægt.

Der er tilmelding senest 8. august til csr@jyskebank.dk

Otte kollegier ikke nok

Alene på og omkring DTU er der otte kollegier, som hører under Polyteknisk Kollegie Selskab. Og ventelisterne er alenlange.

På årsplan er der 500 opsigelser om året. Det er kun en sjettedel af de nye studerende, man har mulighed for at tilbyde et kollegieværelse. Og det er værelser, der vel at mærke ikke eksklusivt går til DTU-studerende, men også til studerende fra andre uddannelsesinstitutioner.

Alene på det store Kampsax Kollegium, hvor der er rundt regnet 520 værelser, er der lige nu 600 på ventelisten, oplyser Polyteknisk Forening.

Særligt de studerende med lang afstand til studiet, eksempelvis dem fra Jylland, kommer ifølge foreningen ofte længere og hurtigere frem. Modsat er det for dem, der kommer fra Sjælland. De har svært ved at få fingrene i et kollegieværelse. Mange af disse får op til halvanden times transporttid til deres studie i Lyngby.

Ifølge Polyteknisk Forening er det ikke beliggenheden, som de studerende stiller krav til.

Nogle foretrækker at bo inden for fem kilometer fra deres studie. Andre foretrækker at bo i København, fordi transportmulighederne er gode.

”For en studerende giver det mange fordele at bo tæt på sit studie. Den kortere transporttid giver mere tid og mindre stress i hverdagen, når man i stedet kan dedikere sin tid til ting, man holder af. Især på DTU er der mange sociale og faglige fritidstilbud, som kan være vigtige for de studerende, men som ofte bliver nedprioriteret, hvis transporttiden er lang," siger Adam Ørbæk Sommer.

Han fortæller, at de studierende klart har en interesse i at leje et værelse hos en lokal familie, men han giver det råd både til de studerende og de private udlejere, at man virkelig skal bruge god tid på at forventningsafstemme, inden man aftaler noget.

Byggerier er i gang

Fungerende borgmester, viceborgmester og formand for byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk, Simon Pihl Sørensen (S), er enig i, at der mangler mange studieboliger i kommunen.

Men han understreger samtidig, at Lyngby-Taarbæk Kommune tager udfordringen så seriøst, at man er godt i gang med at opføre mange hundrede ungdomsboliger.

"Vi er i fuld gang. Der kommer 600 ungdomsboliger på Plantedirektoratets grund i Sorgenfri. Vi har sagt ja til ungdomsboliger på DTU, ca. 130, og det er godkendt. På den tidligere Andersen & Martini-grund opføres der 140 ungdomsboliger. Der kommer også ungdomsboliger ved Atlasgrunden og Lundtofteparken. Jeg tror ikke, at du kan finde en by, hvor der er så mange ungdomsboliger pr. indbygger. Men vi skal have flere," siger han til Det Grønne Område:

"Derfor er det oplagt at se på Firskovvej og fortætningen i Lyngby Centrum. Vi vil gerne have unge mennesker ned i midtbyen. Der er ingen grund til at de holder sig ude på campus. Mit bud er, at vi i denne periode i alt laver 3.000 ungdomsboliger. 1.000 er allerede vedtaget," siger Simon Pihl Sørensen.

Publiceret 09 August 2018 10:00

SENESTE TV