Partierne udenfor kommunalbestyrelsen: Et slag for det liberale perspektiv

Slut med kommunalt rygestopkursus og spørge ind til borgernes alkoholvaner, mener Liberal Alliance, der vil holde skarpt øje med lignende tendenser i fremtiden

Af
Mikkel Brøgger Petersen

SERIE Spørger man, hvad kommunalbestyrelsen mangler, når Liberal Alliance ikke længere er repræsenteret, svarer Liberal Alliances formand, Thomas Frederiksen: Det liberale fokus.

Det havde Lyngby-Taarbæk Kommune, da Anne Jeremiassen i sidste periode sad i kommunalbestyrelsen for partiet, hvor man var med i alle budgetforlig, som samlet set sænkede skatten, ifølge Thomas Frederiksen.

Og man kan allerede se, at det fokus mangler, når den nuværende kommunalbestyrelse taler om muligheden - eller risikoen for Liberal Alliances vedkommende - skattestigninger.

Det personlige ansvar

"Vi vil holde fast på, at kommunen skal løse kerneopgaver og holde sig fra alt muligt andet. Vores administration er dyrere end nabokommunerne. Det kan man slå ned på, uden det koster i serviceniveauet. Realiseres det i skattelettelser, øges den private velfærd, for besparelsen kan gå til ekstra ferie, rengøringsydelser eller noget helt tredje," siger Thomas Frederiksen.

Det liberale fokus er også at slå et slag for den liberale værdikamp. Og det er en anden grund til, at Liberal Alliance i kommunalbestyrelsen.

"Kommunen tilbyder rygestopkurser, men at stoppe med at ryge er et personligt ansvar. Det er ikke en kommunal kerneopgave, og det er konkurrenceforvridende, for private aktører tilbyder de samme kurser," siger han.

"Et andet eksempel er, at en enig kommunalbestyrelse vil spørge alle borgere i udvalgte grupper om deres alkoholvaner. Men kommunens opgave er ikke at blande sig i borgernes privatliv. Det er et godt eksempel på, at vi må nøjes med at kritisere udefra, og det gør vi da også det bedste, vi har lært. Og vi holder øje med lignende sager i fremtiden," siger Thomas Frederiksen.

Vi blev overset

Til kommunalvalget sidste år fik Liberal Alliance 907 stemmer, en tilbagegang på 469 stemmer i forhold til valgresultatet i 2013. Forklaringen på, at Liberal Alliance ikke blev valgt ind, lyder fra Thomas Frederiksen således:

"Konservative blev det foretrukne parti for de borgerlige vælgere, og de var rigtig dygtige til at kommunikere deres politik ud. Vi var i valgforbund sammen, og som mindre parti kan man blive lidt overset," siger han og fortæller, hvad man har lært af valgresultatet.

"Det er meget vigtigt at få kommunikeret sine politiske resultater ud. Anne lavede en masse fantastiske ting, men det er også vigtigt, at vi fortæller om det. Letbanen er et eksempel. Vi kæmpede en hård kamp mod letbanen fra dag 1, og vi følte, at vi kommunikerede det ordentligt ud, men vi skulle måske have haft mere fokus på at fortælle om indsatsen," siger han.

Valgkampen er startet

Kampen om at vinde en plads tilbage i kommunalbestyrelsen er allerede startet for Liberal Alliance. Det handler om at være synlige i Det Grønne Områdes debatspalter og være til stede på Facebook, som Thomas Frederiksen kalder det moderne forsamlingshus.

"Det er vigtigt, at vælgerne ved, hvad vi står for, og den oplysningsopgave er vi i gang med. Hvis man ikke vil stemme på os, så er det fint, men man skal vide, hvad vi står for, og det skal så være på den baggrund, at man vælger os til eller fra," siger han.

Partierne udenfor kommunalbestyrelsen

Sidste års kommunalvalg satte nogle partier uden for døren, mens et nyt er kommet til. Men hvad står partierne for? Og hvad mangler i det politiske landskab, når partierne ikke sidder med til bords på Lyngby Rådhus. Det Grønne Område har talt med partierne. Første parti er Liberal Alliance.

Tre mærkesager for Liberal Alliance

Lavere skat: "Det vigtigste argument er, at det kan blive til privat velfærd til glæde for den enkelte borger og/eller familie."

Fokus på kerneopgaverne: "Kommunen er en serviceenhed, og den skal levere præcis dét, så vi får god service til ældre, børn og til det, som er klassiske kommunale opgaver. Og ikke at blande os i alt muligt andet i borgernes liv."

Individet over systemet: "Kommunen er til for borgerne, ikke omvendt. Det skal blandt andet komme til udtryk ved, at man ikke udnytter muligheden for at spørge alle ledige borgere til deres alkoholvaner. Hvis man gør det, fordi borgerne skal blive en mere rentabel på sigt, har man fokus på systemet frem for individet. Vi skal ikke leve på en bestemt måde, alene fordi det muligvis kan give overskud i de kommunale Excel-ark."

Publiceret 02 August 2018 11:00

SENESTE TV