Vejen fandtes ikke på Google Maps: Google har det svært med Buddingevej

En søgning i Google Maps på Buddingevej dirigerede den søgende til Kirsebærvænget. Fejlen blev siden rettet, men teknikken driller fortsat

Af
Mikkel Brøgger Petersen

TEKNOLOGI Bruger man Googles korttjeneste Maps til at finde vej, risikerer man at ende på afveje.

Det Grønne Område blev i sidste uge gjort opmærksom på, at hvis man søgte på Buddingevej, var vejens navn ændret til Kirsebærhaven. Måske betyder det, at "vi slipper for den forkætrede letbane", som vedkommende skrev.

Fejlen er også blevet bemærket af Lyngby-Taarbæk Kommune.

"Kommunen har gennem et stykke tid forsøgt at få kontakt til Google uden held. Flere borgere har henvendt sig til kommunen, fordi leveringsfolk/post/fragt, der bruger Google Maps, ikke kan finde frem til deres adresse," siger direktør for Center for Miljø og Plan, Bjarne Markussen.

"Årsagen er formentlig, at navnet på en stikvej er ændret fra Buddingevej til Kirsebærvænget. Offentlige systemer og registre har været opdateret fra den dag, stikvejen ændrede navn. Men Google er en privat, amerikansk virksomhed, og Google Maps synkroniserer ikke med det offentlige, danske adresseregister, men baserer sig på brugernes indmeldinger af ændringer," siger han og tilføjer:

"Kommunen har meldt fejlen til Google Maps som bruger, og har opfordret borgerne, der har henvendt sig, til at indmelde ændringen af vejnavnet til Google. Kommunen kan derved ikke gøre mere."

Googles pressetjeneste er ikke vendt tilbage på Det Grønne Områdes henvendelse.

Efter Det Grønne Områdes henvendelse er Buddingevej tilsyneladende også blevet til Buddingevej i Google Maps, når man kigger nærmere på vejen. Men teknikken driller dog fortsat.

Det Grønne Område søgte for eksempel på 'Buddingevej 39' i Google Maps, og adressen bliver til Kirsebærvænget 39. På adressen ligger firmaet Ejendomsselskabet Middelfart I/S.

Slår man virksomheden op på De Gule Sider og Krak, er virksomhedens adresse dog Buddingevej 39.

Publiceret 01 August 2018 11:45

SENESTE TV