Nationalsmuseet har sat dato på salget af Brede

Nationalmuseet vil sælge arbejderboligerne i Brede inden udgange af året. I første omgang får de nuværende lejere tilbud om at købe dem og danne en andelsforening

Nationalmuseet har netop meddelt beboerne på Brede Værk, at alle bygninger syd for I.C. Modewegsvej, dvs. længerne, villaerne på Brede allé og hele gårdanlægget, er sat til salg pr. 1. januar 2019.

For de nuværende beboere er salgsplanerne ikke noget nyt, men det er nyt, at der nu er kommet en konkret dato på. Det fortæller Kasper Haagensen, der selv bor i Brede.

Allerede i 2013, meldte museet ud, at boliger ikke var en del af kerneydelsen og at man påtænkte afhænde dem, så beboeren har længe vidst, at der var noget under opsejling.

Den gang for fire år siden indledte museet en række huslejestigninger, som i mellemtiden har været forbi huslejenævnet og boligretten, hvilket endte med at lejen blev harmoniseret og omkostningsbestemt.

”Baggrunden for huslejesagen var, at huslejen varierede og man kan jo ikke fastsætte en pris på salg, uden at kunne fortælle hvad indtægterne kan blive,” sige Kasper Haagensen.

Andelsboliger

Han håber inderligt på, at lejerne i Brede kan finde sammen om at lave en andelsforening, så de sammen kan købe boligerne i Brede og at alle på den måde kan blive boende.

”Der er fra 1. juli kommet nye krav til opstart af andelsforeninger, bl.a. med fastlæggelse af vedligeholdelsesbudget i mindst 15 år fra overtagelse. Som alle ved, så har museet ikke gjort meget, for at passe på bygningerne hernede og der er et meget stort efterslæb, vi snakker et tocifret millionbeløb. Skal vi have råd til at overtage bygningerne og på samme tid kunne sætte de historiske bygninger i stand, så håber jeg at salgsprisen kommer til at afspejle de kommende vedligeholdelses udgifter, som pålægges os,” siger Kasper Haagensen

Hvis det ikke lykkes beboeren at få etableret en andelsforening, så vil det være eksterne investorer, der kommer til at styre fremtiden for Brede boligerne. Og Kasper Haagensen tror næppe på, at de bliver opkøbt med henblik på andet end økonomisk fortjeneste.

”Selvom det evt. måtte være et fond som overtog boligerne, så skal de daglige udgifterne jo dækkes ind, og de kan kun komme et sted fra og det er lejerne. Men nu skal vi have tid til at sætte os ned og lave en plan og kigge på økonomien, så alle forhåbentlig kan få mulighed for at blive boende og vi kan bevare denne historiske perle,” siger Kasper Haagensen.

Publiceret 11 July 2018 11:30

SENESTE TV