Redaktørens blog:

Hvordan holder vi smilet og glæden hele året?

Af
Lars Schmidt

redaktør

Det Grønne Område

KOMMENTAR Lad os starte med en kliché - og starte med at fastslå, at der findes et gran af sandheder i klicheer:

Livskvalitet har ingen alder.

Dét er klicheen, som denne kommentar bygges på.

Undertegnede oplevede det, at livskvalitet ikke har nogen alder, i fuldt mål onsdag i sidste uge. Sammen med fire andre lokale 'honoratiores' var jeg inviteret til at gøre reklame for en lokal aktivitet. Og det er ikke hvad som helst, undertegnede vælger at reklamere for. Slet ikke, når det er i embeds medfør.

Men det her var - og er - en god ting. En rigtig god ting.

Den livskvalitetsskabende gode ting er et projekt, som hedder Cykling Uden Alder. Rammerne er rickshaw-cykler. Indholdet af rickshawen er en eller to beboere fra et lokalt plejehjem. I sadlen sidder en cykelpilot, som giver den gas både på rubrødsmotor og el-motor.

Og så går det ellers over stok og sten via bumlede, skæve, hullede cykelstier og ud i den smukke kommune til masser af oplevelser. Masser af livskvalitet.

Jeg fik lov til at køre 90-årige Patricia fra plejecentret Baunehøj via Klampenborgvej og Lyngby Hovedgade til Friboeshvile. Og det var en tur, som vi begge havde stor glæde af.

På sådan en tur - i sådant et skønt vejr - kan man simpelthen ikke undgå at falde i snak. Til at starte med om vejret, siden om de ting, vi kører forbi og endelig: om hinanden.

Det er nemlig ikke kun den ældre, som får noget med hjem fra cykelturen.

Den lokale afdeling af Cykling Uden Alder havde en bagtanke med at invitere os fem på cykeltur. For projektet mangler cykelpiloter, der på fast basis vil påtage sig at give ældre fra plejecentrene - og sig selv - én på opleveren.

Opfordringen gives hermed videre.

Cykelturen, der sluttede med lækkert kagebord ved Friboeshvile, var blot én af rigtig mange aktiviteter for de ældre i sidste uges ældreuge.

Som altid var ældreugen en succes. Det er simpelthen noget så livsbekræftende at opleve så mange frivillige knokle rundt og hver især gøre en forskel og dele ud af livskvalitet til kommunens ældre borgere. Og smilene bredte sig ugen igennem - hvadenten det var over et kagebord, en udsigt fra sædet i rickshawen, en sjov og svær gymnastisk øvelse eller et underholdende indslag.

Men hvordan får vi smilene til at vare ved helt frem til næste ældreuge? Hvordan får vi de ældre til at opleve mere livskvalitet i dagligdagen?

Det er nemt nok at sætte livskvalitet i scene. Det svære er at gøre livskvalitet til en naturlig del af hverdagen.

Der er heldigvis rigtig mange, der både kan og vil bidrage. Og det er jo nok desværre den vej, det går: Vi kan - når det store mantra i hver valgkamp er, at skatten skal ned - jo ikke regne med, at systemet yder meget mere end det lidt, der leveres nu: Den praktiske pleje, hvor livskvaliteten i høj grad er afhængig af det overskud, som i forvejen hårdt pressede medarbejdere kan tvinge frem i sig selv.

Derfor hviler der et stort ansvar på mennesker, som vil give noget af sig selv for at gøre andre glade. Og disse mennesker kan vi ikke få nok af.

De frivillige er i høj grad en mere og mere vigtig del af velfærdssamfundet. Det er på mange måder rigtig fint. Men både de - og de mennesker, som de frivillige støtter - lades i stikken, hvis systemet ikke bakker op. Gør systemet det?

Publiceret 08 June 2018 10:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV

Hurra næsten weekend

Jeg har sprogeksamen her på fredag, så det fejrer jeg nok her I weekenden. Hvis det er godt vejr, så holder vi nok en barbercue.

Jeg har taget sprog timer her i Sprogcenteret Hellerup og er næsten færdig. Jeg skal nok også bruge noget tid på at arbejde her i weekenden. Min mand har et selvstændigt rengøringsfirma, som vi styrer hjemmefra.

Jeg skal være med til at fejre en 18-års fødselsdag hos en af mine venners venner, som går i min klasse. Det foregår inde i byen, så det bliver en fed tur - håber jeg. Jeg skal også fejre min brors fødselsdag så min weekend er propfyldt med fødselsdage.

Jeg skal til 18- års fødselsdag i Hvidovre. Jeg skal også arbejde lidt for min far i hans firma. Det er et tømrerfirma. Jeg laver alt fra at fikse hans regninger og fakturaer til at hjælpe med det fysiske arbejde. Men det er ikke noget stort, da jeg ikke er uddannet tømrer så jeg hjælper bare.

I weekenden skal jeg i sommerhus med nogle venner. Det er lidt blandet tidligere klassekammerater og venner man har mødt rundt omkring. Søndag skal jeg bare slappe lidt af derhjemme.