Efter shitstorm over hijab-klædt konvertit:

VUC Lyngby står fast på åndsfrihed, ligeværd og demokrati

Først var man et forbillede, da man forbød niqab. Så blev man beskyldt for at nedbryde demokratiet, da man brugte en kvinde med hijab i en reklame. Det Grønne Område taler med VUC Lyngsby nye bestyrelsesformand

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Som en slags vejrhane har VUC Lyngby mærket, hvordan værdidebattens vinde er omskiftelige. Det er især blæsevejret fra højre, der først kom fra nord for derefter at slå over i syd.

I foråret 2016 blev VUC Lyngby hyldet af den politiske højrefløj for at være et forbillede, da man forbød, at elever bar niqab.

I sidste måned blev man så beskyldt for medvirke til islamificering af det danske land, da man i en kampagne bragte et billede af en kvinde med hijab.

Midt i sidste uges stormvejr fik VUC Lyngby så ny bestyrelse. Det havde dog intet med vejret at gøre. Den nye formand er uddannelsesdirektør for Cph. Business, Gregers Christensen, som tidligere har siddet fire år som næstformand.

Vejrfænomenet over VUC Lyngby har for ham været interessant at betragte.

“Det er interessant, at VUC Lyngby som uddannelsesinstitution fra de samme mennesker bliver hyldet som et forbillede for alle uddannelsesinstitutioner i Danmark, og nu bliver skud i skoene, at vi nedbyder demokratiet,” siger han til Det Grønne Område.

Vellykket integration

Selv om man to gange har stået midt i orkanens øje, har det ikke fået VUC Lyngby til at ændre sin selvopfattelse.

“Vi har fokus på uddannelse, og uddannelse er et af de vigtigste og mest effektive midler til at skabe grobund for en vellykket integration i Danmark. Udover at give de studerende faglige kompetencer, så er demokratisk dannelse en helt integreret del i alle fag. VUC Lyngby er derudover kendetegnet ved høj faglighed og mangfoldighed. Vores selvforståelse som uddannelsesinstitution bygger på videnskab og oplysning. Vigtige værdier er åndsfrihed, ligeværd og demokrati,” siger han.

Det er blandt andet dét, man vil signalere med den igangværende kampagne.

“Vores kampagne, der består af mange elementer, harmonerer fint med vores selvforståelse, fordi vi med den viser, at uddannelse ikke sætter grænser. At alle er velkomne på VUC Lyngby. Vi vil gerne have, at vores kampagner afspejler studiemiljøet på VUC Lyngby og den internationale mangfoldighed som er kendetegnede for VUC Lyngby. Vi er også opmærksom på at have begge køn med og forskellige aldersgrupper,” siger han.

Publiceret 08 June 2018 11:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV