Pårørenderåd trækker sig i protest over forvaltningen og forstanderen:

"Hvad der sker med min søn er lukket land"

Manipulerede mødereferater, mangel på udvikling af de autistiske beboere, en passiv forvaltning og en ledelseskultur baseret på frygt får pårørenderåd til at stoppe i protest på bostedet Chr. X’s Allé

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Med samarbejdsvanskeligheder med centerchef for Center for Social Indsats, Lone Nygaard Jensen, og forstander Pia Siert som årsag træder pårørenderådet på bostedet Chr. X's Allé tilbage i protest.

Det skriver pårørenderådets formand og formand for Handicaprådet i Lyngby-Taarbæk Kommune, Ion Meyer, i et åbent brev til borgmester Sofia Osmani (K).

Læs brevet til borgmester Sofia Osmani her.

Pårørenderådet har ad flere omgange rettet klager til Lone Nygaard om manglende kommunikation, for stort sygefravær blandt personalet, for mange vikarer, manglende vedligeholdelse og udvikling af bostedets autistiske beboeres evner og samarbejdsvanskeligheder med forstanderen.

Den famøse dråbe, som fik bægeret til at flyde over, var, at pårørenderådet mener, at der manipuleres med mødereferater, og at det tilsyneladende accepteres af forvaltningen.

Lukket land

Kirsten Munchs søn er 42 år, har infantil autisme, bor på Chr. X's Allé og benytter bostedets dagtilbud. Hun genkender det billede, som Ion Meyer beskriver.

“Vi ser hele vejen igennem, at situationen bliver værre og værre med personalet og kommunikationen. Vi får sporadiske nyhedsbreve, om at det går godt, og det bliver malet mere positivt, end det er. Og selv om jeg har efterspurgt orientering om situationen i dagtilbuddet, så fik jeg at vide for halvanden måned siden af dagtilbudslederen, at man i ledelsesgruppen har bestemt, at man ikke længere sender nyhedsbreve,” siger hun og fortæller, hvad den manglende kommunikation betyder.

“Hvad der sker med min søn i dagtilbuddet, og hvem han er sammen med, er lukket land. Jeg ved ikke, hvad de laver med min søn, og jeg kender heller ikke personalet,” siger hun.

“Min søn spiste med kniv og gaffel som 15-årig, nu skal han nogle gange mades. Før kunne han tage tøj på, og nu bliver han oftest hjulpet i tøjet. Han er blevet betydeligt ringere,” siger Kirsten Munch, som understreger, at personalet i botilbuddet gør, hvad de kan.

“Vi har en personalegruppe i huset, der gerne vil, men der sker en afmatning, når de hele tiden får nye vikarer ind. Når de skal lære vikarer op, når de aldrig ind til deres kerneopgave,” siger Kirsten Munch, der har skrevet ned, hvor mange forskellige medarbejdere hendes søn er blevet passet af:

“Jeg har i april måned registreret, at der samlet på dag- og døgntilbud har været 19 vikarer, 14 fastansatte og 18 dage, hvor jeg ikke kender situationen. Det vil sige 18 dage, der i praksis kan være besat af vikarer. De 19 vikarvagter har været fordelt på syv personer. Dette er vel at mærke kun på min søn. Resten kender jeg ikke tallene på.”

“I maj måned har jeg registreret, at der samlet på dag- og døgntilbud har været 31 vikarer, 12 fastansatte og 10 dage, hvor jeg ikke kender situationen. Her har de 31 vikarvagter været fordelt på ni personer. Også her er tallene kun på de vikarer, der har været på min søn. Resten kender jeg ikke.”

Forringet livskvalitet

Ion Meyer har gennem de seneste 10 år oplevet, at problemerne vokser sig større. Det handler om manglende dialog og information. Og mangel på en pædagogisk målsætning.

“Nogle har brug for mere støtte end andre, men alle har brug for støtte. Det betyder, at der ikke kun er behov for én overordnet målsætning. Det har vi efterlyst i alle årene. I husene, hvor der er brug for lidt støtte, fungerer det. Men der, hvor der er brug for mere hjælp, er det pædagogiske arbejde ikke til stede,” siger han.

“Alle med autisme har brug for det fysiske og pædagogiske. De fysiske aspekter fungerer godt nok. Men det er ikke meningen, at det skal være et opbevaringssted, det er deres hjem, og det er meningen, at beboerne skal have livskvalitet, og at de skal fastholde de færdigheder, de har lært, og at de skal lære nye,” siger Ion Meyer, som har en søn, der er udviklingshæmmet i svær grad.

“Min søn er meget glad, positiv og fysisk aktiv, men han er udviklingshæmmet og har brug for støtte til alle daglige gøremål. Han kan ikke selv tage initiativ, så hvis der ikke tages initiativ for ham, sker der ikke noget. Det fastholder ikke færdigheder, og det udvikler slet ikke nye. Det forringer hans livskvalitet,” siger han og tilføjer:

“Det faste personale gør, hvad de kan, men det tager lang tid at lære beboernes særlige forhold at kende, og med stor udskiftning og mange vikarer bliver der ikke skabt pædagogiske resultater.”

Ledelse med frygt

Et gennemgående kritikpunkt er ledelsesstil på bostedet. Management by fear, beskrives den som. Ion Meyer uddyber:

“Mange pårørende oplever en tilbageholdenhed fra personalet om, hvad de må sige og ikke må sige. Det er et problem. De fleste i personalegruppen får indtryk af, at når man taler med forældrene om deres pårørende, så er der personlige forhold, man ikke må tale om. Det er en almindelig opfattelse, at der er tavshedspligt. Og det er der. Men forkert brugt giver det personalet den opfattelse, at de ikke må sige ret meget. I praksis oplever mange pårørende, at der er mange begrænsninger på det, der informeres om, og det er et problem. Det er den virkelighed, jeg hører fra pårørende.”

Så er der også problemet med mødereferaterne, der ifølge pårørenderådet ændres. Ion Meyer nævner, at der ad flere omgange har været problemer. Men referatet af årsmødet 2017 kunne han slet ikke genkende.

“Jeg fik tilsendt et referat, som jeg skulle godkende. Meget af det var slet ikke foregået på mødet. Jeg skrev, at jeg ikke kunne godkende, og efter at have skrevet frem og tilbage i tre-fire måneder var jeg nødt til at lave et kompromis. Det var et udtryk et skønmaleri, som en leder ønsker at male af sig selv. I mange situationer har der været uenighed om referaterne. Jeg har i mit profesionelle og private liv været vant til at samarbejde med folk og godkende og skrive referater. Jeg har aldrig oplevet så stor grad af mistillid og pynten på virkeligheden,” siger han og fortæller, at han har svært ved at se, hvordan man løser den nuværende situation.

“Da jeg sammen med de andre besluttede at trække os, sagde jeg, at man skal overveje, hvordan man kommer tilbage. Men som vi skriver i brevet, så har vi ikke tillid til, at der kan komme nyt samarbejde med Pia Siert. Alle de pårørende har børn boende på bostedet, og den dialog, vi har i hverdagen, fortsætter. Hvis der er problemer med det, så skriver vi til borgmesteren igen,” siger Ion Meyer.

Det Grønne Område har givet Lone Nygaard Jensen og Pia Siert muligheden for at fortælle deres side af sagen og svare på de pårørendes kritik. På vegne af begge to siger Lone Nygaard Jensen, at man ikke på nuværende tidspunkt ønsker at kommentere sagen.

“Vi skal først lave en politisk redegørelse, inden vi udtaler os. Samtidig er vi nødt til at tage hensyn til beboere og personale, og så er det en personalesag,” siger Lone Nygaard Jensen.

Publiceret 06 June 2018 11:45

SENESTE TV