Tema Sorgenfri Torv:

Knald eller fald for Sorgenfris torve

Fronterne i forhold til udviklingen i Sorgenfri er trukket skarpt op efter borgermøde i Virum Sorgenfri Handels- og Borgerforening

Af
Af Pernille Borenhoff

“Jeg lytter, men nu må vi komme videre. Jeg sidder i kommunalbestyrelsen på tredje periode, og vi har talt om Sorgenfri Torv lige så længe. Sker der ikke noget, så lukker butikkerne.”

Så klare var ordene fra Bodil Kornbæk (S), der var en af de politikere, som var mødt op på Virum Gymnasium, hvor Virum Sorgenfri Handels- Og Borgerforening havde indkaldt til møde.

Hovedemnet for aftenen inden den ordinære generalforsamling var Sorgenfri Torvs fremtid.

Forude for den socialdemokratiske politikers udmelding havde arkitekt Jesper Ingemann fra Domus Arkitekter fremvist projektet for nord- og sydtorvet. Og talsmand for torvets ejerkreds, Lars Mathiesen, havde redegjort for ejernes visioner.

”Irma har i marts sagt offentligt, at de ikke kan konkurrere i deres nuværende lokaler, og smertegrænsen er også nået for mange af de øvrige butiksindehavere. Ni ud af 10 af butiksindehaverne støtter dét forslag til nybyggeri og modernisering af Sorgenfri Torv, som jeg her i marts-april har præsenteret for politikerne og Forvaltningen. Som ejer ønsker jeg at skabe en sammenhængende ny arkitektur af høj kvalitet for området og fremtidssikre borgernes indkøbsmuligheder i en levende bymidte med nogle attraktive opholdsmuligheder. Men bolden ligger hos politikerne. Ønsker man en fremtidsorienteret holdbar løsning eller en Plan B, som ikke på sigt løser bydelens udfordringer,” spurgte han.

Hertil svarede Bodil Kornbæk, at man må tage Irmas udmelding meget alvorligt.

“Jeg bor i Sorgenfri, men handler mere på nettet end på nordtorvet, hvor det er svært at komme til at parkere. Irmas henvendelse er noget, vi må forholde os meget konstruktivt til. Det er Irma, der trækker kunder til de øvrige butikker,” sagde Bodil Kornbæk.

Bodil Kornbæk gav udtryk for, at hendes tålmodighed med hensyn til modstanderne af udviklingen på torvet var ved at været opbrugt.

“Vi kan ikke blive ved med at forhale tingene. Nu må vi sikre, at denne sag kommer videre. Vi kan ikke forhale den, og jeg så gerne, at vi træffer en beslutning om en deadline, så vi kan speede hele processen op. Det skylder vi de erhvervsdrivende,” sagde hun og lovedet, at hun ville tage sagen op i byplanudvalget.

Publiceret 25 May 2018 09:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV