Pas på tricktyve:

86-årig fik stjålet 6000 kr.

Mand fik adgang til hendes lejlighed under påskud af, at han skulle tjekke om der havde været indbrud

Af
Signe Steffensen

Onsdag var en 86-årig kvinde trukket ud på sin altan på Lyngbygårdsvej for at nyde det gode vejr, da hun blev råbt an af en mand, der stod neden for hendes altan. Han kaldte hende ved fornavn og fortalte, at han var ansat hos AKB og sendt ud af boligselskabet for at tjekke om der havde været indbrud i ejendommen, da hjemmeplejen havde oplyst, at de havde mistet en nøgle. Kvinden lukkede ham ind i lejligheden og han spurgte, hvor hun opbevarede smykker og penge, så de kunne tjekke om der manglede noget. Det viste hun ham. I første omgang manglede der ikke noget, men det gjorde der, da manden var forsvundet, han havde nemlig stjålet godt 6000 kr. fra kvinden. Det oplyser Nordsjællands Politi. Der igen opfordrer til, at man udviser sund skepsis, hvis personer man ikke kender ønsker adgang til ens hjem.

Publiceret 17 May 2018 11:50

SENESTE TV