Farvel til endnu et supermarked i kommunen:

Brugsen i Hjortekær lukker

Det er en af en lang række butikker som Coop lukker, fordi der ikke er tilstrækkelig økonomi i driften af dem

Af
Signe Steffensen

Torsdag var en trist dag for kunder og medarbejdere i Brugsen i Hjortekær. Det var nemlig dagen, hvor Coop officielt meldte ud, at forretningen lukker.

I en pressemeddelelse skriver de om lukningen af de i alt 16 butikker:

“Det er butikker, der giver betydelige underskud og hvor vi gennem flere år har kæmpet for at vende udviklingen. Men i år har butikkerne samlet set desværre forstærket den negative udvikling, trods en stor indsats fra medarbejdernes side. Vi ser derfor ikke flere muligheder for at drive dem videre,” siger kædedirektør Torben B. Andersen, Dagli"Brugsen.

Til sammen har de 16 butikker belastet Coop med et underskud på et årligt to-cifret millionbeløb.

Ca. 300 medarbejdere berøres af lukningen.

I pressemeddelelsen skriver de at Coop gør alt, hvad der er muligt for at skaffe dem job andetsteds i Dagli"Brugsen eller i en af Coops øvrige kæder.

Coop skal ikke benytte de berørte lokaler til andre formål, og de sættes derfor til salg eller udlejning til, hvem der måtte ønske at overtage dem.

Publiceret 17 May 2018 11:45

SENESTE TV