Dyrehavegård - dokumentaristen:

“Det er magtmisbrug og manipulation i højeste potens”

Jens Høvsgaard, der har gennemskrevet den og står som garant for, at der er dokumenteret dækning for indholdet i bogen ’Kampen om Dyrehavegård’, mener, at bogen beskriver en moralsk og etisk glidebane. Det er et demokratisk problem, siger han

Af
Lars Schmidt

Ufuldstændige aktindsigter. Ændring af konklusioner i rapporter. En borgmester, som vælger at se stort på forvaltningens juridiske rådgivning og forsøger at presse en beslutning igennem.

Ifølge journalist og dokumentarist Jens Høvsgaard beskriver bogen om Dyrehavegårdsagen, 'Kampen om Dyrehavegård', et samfundsmæssigt problem med politikere og topembedsmænd, som begår magtmisbrug og manipulerer.

”Det er bemærkelsesværdigt, at sagen ikke har fået konsekvenser. Sådan noget her kunne ikke ske for 10-15 år siden. Dengang ville der have rullet hoveder. Man har jo i denne her sag anmeldelser, der er fløjet om hovedet på aktørerne. Her er der virkelig noget, hvor man kunne gå i retten og rejse en anklage, der kunne holde. Man omgås offentlighedsloven og manipulerer med de informationer, der fremlægges for økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen,” siger han til Det Grønne Område – og fortsætter:

”Der er tale om magtmisbrug og manipulation i højeste potens. Det burde få både strafferetslige og politiske konsekvenser. Men den smarteste måde er at lade være med at kommentere på noget. Det er efterhånden meget udbredt. Når der afsløres forhold i den politiske verden, der ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, så tier man det ihjel.”

Sagen om foldene

Sagen om borgmester Sofia Osmanis hjælp til hesteejere, der betød, at kommunen først opsagde jord på Dyrehavegård og siden trak opsigelsen tilbage, da borgmesterens ønske blev nedstemt i kommunalbestyrelsen, får følgende ord med på vejen af Jens Høvsgaard:

”Det er virkelig, virkelig betænkeligt. Sagsforløbet peger på forvaltningen, der hele vejen igennem har kørt parløb med den politiske ledelse. I korrespondancen nævner man, at det er Simon Pihl og Sofia Osmani, der har været med til at garantere, at ridefolket nok skulle få det areal,” siger Høvsgaard:

”Da der anmodes om aktindsigt, forsvinder hele korrespondancen mellem ridefolket og forvaltningsdirektør Ulla Agerskov. Det er et voldsomt brud på offentlighedsloven. En gevaldig lovovertrædelse, som kun kommer frem, fordi der er en whistleblower, der lækker hele sagen. Direktøren tager afstand internt i forvaltningen og prøver at dække sin ryg af med sin mailkorrespondance. Hun laver et dokument, hvor hun fortæller, at de har advaret om det. Embedsværket vasker hænder.”

”Det er manipulatorisk, at borgmesteren vælger at tage sagen op i økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen,” fastslår Jens Høvsgaard og slutter:

”Der er en moralsk og etisk glidebane, som bogen er med til at beskrive. Det er et demokratisk problem, at politikere begår handlinger, som de tier ihjel, og som ikke har konsekvenser.”

Publiceret 16 May 2018 14:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV