Tilskud fra Friends of Lyngby hjælper fans til afgørende kamp i Silkeborg

Boldklubbens ejerkreds ønsker så mange som muligt med til den afgørende knald-eller-fald kamp i Silkeborg

Af
Lars Schmidt

Fodbold Friends of Lyngby gik i februar ind som ejere i Lyngby Boldklub, og fra starten har det været tydeligt, at de nye ejere har investeret med hjertet og rakt hånden ud til både lokalområdet, forretningslivet og Lyngbys trofaste fans.

Sidstnævnte har blandt andet bidraget med to store investeringer i klubbens nye fortælling, og nu kommer der så også lidt hjælp den anden vej.

I Friends of Lyngby har man nemlig samlet sammen og sikret midler til, at fansene kan sende op til fire busser afsted til Silkeborg til en lav pris.

Konstruktivt samarbejde

Talsmand for Friends of Lyngby, Mads Byder, glæder sig over det konstruktive samarbejde med Lyngby-fansene og pointerer, at det for Friends of Lyngby har været vigtigt at hjælpe til, hvor man kan:

”Vi er ikke den klub med flest fans, men kvaliteten er enormt høj, og vi har en fantastisk og spirende fanbase i Lyngby. De har været der loyalt hele sæsonen, og de er der altid for klubben og for spillerne. Vi ved, at det betyder meget for holdet, at de kan mærke opbakningen fra lægterne. Vi i Friends of Lyngby kan, heldigvis vil nogen mene, ikke spille kampen på søndag, men for os handler det om at skabe de bedste rammer for holdet, så vi får den bedste præstation. Derfor har vi valgt at støtte op om busturen med op til 50.000 kr., skulle det blive nødvendigt” fortæller Mads Byder.

Kun 100 kroner

Turen til og fra Silkeborg kommer til at koste100 kroner – inklusiv kampbillet og morgenmad.

Blandt fansene har der også været en positiv stemning i forhold til det nye Lyngby-ejerskab, og man har mærket, at de blå hjerter, som er gået ind i klubben, virkelig vil projektet, og at man er åbne for dialog:

”Vi er meget glade for bidraget fra Friends of Lyngby, der gør det muligt at samle så mange fans, vi overhovedet kan. 'Sammen for Lyngby' har været mantraet de sidste uger, og det er fedt, at vi er fælles med spillerne og ejerne om det her. Vi vil gøre alt, vi kan, for at bakke holdet op, og vi glæder os,” fortæller Kristian Rosendal, som er formand i foreningen Lyngby Fans.

Man kan melde sig til de billige busture på hjemmesiden www.events.lyngbyfans.dk.

Publiceret 12 May 2018 11:45

SENESTE TV