Beboer i Kirsten Marie-bofællesskabet:

“Jeg kunne ikke forestille mig at få det bedre”

Jette Hedegaard flyttede ind på bofællessskabet Kirsten Marie med en forestilling om, at hun aldrig vil få det bedre. I sommer blev hun student, og hun arbejder nu på igen at flytte i egen bolig

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Siden hun var 14 år, har Jette Hedegaard boet på tre forskellige bosteder. Hun har én gang prøvet at bo i egen lejlighed, men hun blev selvskadende, og måtte igen flytte på bosted.

Hun endte med at være indlagt i halvandet år, inden hun flyttede ind på bofællesskabet Kirsten Marie, hvor hun har boet siden november 2013. Da hun flyttede ind, havde hun brug for hjælp til “den virkelige verden”.

“Jeg havde svært ved at henvende mig til folk, for da jeg var indlagt, var jeg vant til, at man kiggede ind til mig. Jeg skulle lære at sige, at jeg havde brug for hjælp,” fortæller Jette Hedegaard, som er 29 år og er diagnosticeret med paranoid skizofreni og borderline.

Læs om bofællesskabet Kirsten Marie her.

Tager sig tid

I starten på hendes nye liv fortalte hun, at hendes største ønske var at blive student.

“Det har det altid været. Jeg har altid drømt om at få huen på,” fortæller hun.

Og i sommer fik hun så huen på. Det kunne hun ikke have gjort, uden den støtte hun får i bofællesskabet.

“Jeg blev student, fordi jeg boede her. Her har jeg daglig støtte, og hvis jeg havde en dårlig dag i skolen, så kunne jeg komme hjem og snakke ud om det. De holdt håbet oppe for mig, når jeg ikke selv kunne,” fortæller hun.

“Personalet tager sig tid til mig, og er det akut, kommer de med det samme. Jeg har to kontaktpersoner, som jeg fungerer rigtig godt sammen med. For et år siden måtte jeg ikke selv gå på apoteket og købe medicin, og nu skal jeg selv administrere det, fordi personalet har hjulpet mig. Det har været et mål i seks år,” fortæller hun. (Fortsættes side 5)

Jette Hedegaards mål er nu at flytte i egen lejlighed.

“Vi arbejder hen imod det, og vi håber, at det kan lade sig gøre inden for et år,” siger hun og fortæller, at hun er kommet rigtig langt, siden hun flyttede ind.

“Da jeg flyttede ind, tænkte jeg, at jeg skulle bo her for evigt, for jeg kunne ikke forestille mig, at jeg fik det bedre. Da det så lykkedes at blive student, tænkte jeg, at så kunne jeg måske også klare at flytte i egen bolig. Min selvtillid blev så boostet af, at jeg talte med en anden person med borderline, som mener, at jeg er klar til at bo alene. Og mine kontaktpersoner mener, at jeg kan blive klar til det,” fortæller hun.

Publiceret 11 May 2018 13:00

Det Grønne Område nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Det Grønne Område
SENESTE TV