Elever laver containergård om til en lækker lounge

7. klasse på Sankt Knud Lavard Skole fik hjælp fra organisationen Skøn Skole til at indrette et hyggehjørne på skolen

Af
Lars Schmidt

Der var godt gang i hammeren, skruetrækkeren, boremaskinen og alt det andet værktøj, da Isabella fra 7. klasse og hendes skolekammerater for nylig trak i arbejdstøjet og lavede den kedelige containergård på Sankt Knud Lavard Skole om til en lækker lounge, som de kan hænge ud i.

”Vi var lidt skeptiske overfor ideen, for hvem gider at være i et containerrum,” siger Isabella Lyhning fra Sankt Knud Lavard Skoles 7. klasse.

Men det varede ikke længe, før alle var i fuld gang og i gang med at føre de mange gode ideer ud i livet.

7.klasse ønskede sig et hyggested i skolegården, men alt plads var ligesom optaget. Men så fandt skoleledelsen på at flytte containergården til et andet sted og dermed frigøre et areal på knap 30 m2 som grænsede op til skolegården.

En ny indgang blev skabt – og i samarbejde med indretnings- og processkonsulent i non profit organisationen Skøn Skole, Anne Hopmann, et par forældre, pedellen og lærere gik eleverne i gang med arbejdet.

Pallesofaer

Det blev til en krog med pallesofaer, hyggekroge, planter og forårsmalerier.

”Det var spændende at samarbejde med sin klasse på en ny måde,” siger elev Caroline Frendø-Kolind:

”Man bliver virkelig glad af at være i den nye lounge, både på grund af farverne og også, fordi vi selv har skabt det.”

Skøn Skole er en non-profit forening, som har hjemme i Nærum, men med sit landsdækkende initiativ kommer vidt omkring.

Ideen med Skøn Skole er, at elever udtænker og designer et rum eller område på skolen. Hertil får man hjælperedskaber af Skøn Skole som eksempelvis gode ideer, workshops og tjeklister.

I forløbet lærer man at omsætte faglig viden som matematik og dansk i praksis, ligesom blandt andet organisatoriske færdigheder, handlekraft, kreativitet og vedholdenhed trænes.

Sådan ser den tidligere containergård ud nu.

Sådan ser den tidligere containergård ud nu.

Sådan så containergården ud, inden eleverne gik i gang.

Sådan så containergården ud, inden eleverne gik i gang.

7. klasse arbejde selv for at skabe sig en hyggekrog i skolegården.

7. klasse arbejde selv for at skabe sig en hyggekrog i skolegården.

Publiceret 08 May 2018 17:00