Fabian fejlede intet:

Men han havde autisme og ADHD, og først da han ramte bunden, fik han hjælp

Fabian blev set som en normal, lille dreng. Hans forældre måtte kæmpe hårdt, inden det stod klart, at han har autisme og ADHD. Hans forældre begræder alt det, deres søn måtte igennem, fordi Lyngby-Taarbæk Kommune ikke hjalp i tide

Af
Mikkel Brøgger Petersen

Sat på spidsen er Fabians situation som barn med autisme og ADHD et eksempel til skræk og advarsel om, hvad der sker, når et barn med særlige udfordringer ender et sted, som ikke har egenskaberne til at tage sig af ham.

Han er også et eksempel på, hvordan forældre må kæmpe vedholdende for overhovedet at få stillet en diagnose. Og når diagnosen så er stillet, og der alligevel ikke bliver sat ind med specialpædagogiske ressourcer til barnet, bliver Fabien et eksempel på, at der kan gå halve og hele år gå uden indsats, inden kommunen har fundet en løsning, siger Fabians mor, Bonnie Hvid Challet.

Hun fortæller, at de var bekymrede om Fabian kæmpede med mere end andre børn, da han gik i børnehaven Humlehuset i Sorgenfri.

“Vi undrede os over, at madsituationer gik op i hat og briller hver dag. Han spiste meget få slags madvarer, og det skulle være præcis, som det plejede, ellers blev han udadreagerende, og et væld af ukvemsord væltede ud,” siger Bonnie Hvid Challet.

“Så var der de her skifte, som han havde svært ved. Det bedste eksempel var, da han var fire år, og vi skulle i Tivoli, som han elskede. Vi kunne ikke få ham ud af døren. Han ville ikke, det hele var skidt, og vi endte med at bære ham op i bilen under store protester, og da han skulle spændes fast, var en kamp. Men vi var ikke engang drejet om hjørnet, før han slappede af og sagde, at det da bliver hyggeligt med en tur i Tivoli. Vi forældre tænkte bare 'Hvad skete der lige?'. Samtidig var han på andre områder så velfungerende, havde mange gode venner, legeaftaler, interesser og var en begavet, charmerende og aktiv dreng. På det tidspunkt tænkte vi slet ikke i diagnose-termer,” siger hun.

Normal, lille dreng

Op mod skolestart kontaktede familien sammen med børnehaven Lyngby-Taarbæk Kommune igen, selvom en PPR-psykolog efter en årlig trivselssamtale havde konstateret - uden at tale med eller observere Fabian - at intet af det, de fortalte, lød underligt.

“Han er en normal, lille dreng, fik vi at vide. Vi forældre havde talt med børnehavens personale og privat set en familieterapeut og en børnepsykolog, for vi undrede os jo,” siger hun.

Det blev en længere kamp med det kommunale system om Fabians tilstand. Familieterapeuter, børnepsykologer, børnehaveleder og PPR-psykologer fandt intet i vejen med ham, så han startede i SFO 1. maj på Virum Skole.

“Det gik nogenlunde, forstod vi på dem, men han ville ikke sidde ved samme bord som de andre børn. Han ville helst være sammen med de voksne. Han var meget lydfølsom, så de gav ham høretelefoner på, for at han kunne holde ud at være der. Vi havde ikke prøvet skolestart før og tænkte, at det forhåbentlig alligevel gik. Han klarede den også de første dage til UG, men så begyndte det at vælte. Han kunne ikke deltage i aktiviteterne, kunne ikke sidde stille, klagede over larm og løb væk fra klassen. På få dage gik vores ellers så glade og fagligt stærke dreng til at være sådan én, der råbte, græd og væltede stole i klassen. Det var meget chokerende,” siger Bonnie Hvid Challet og fortæller:

“Vi bad om et hastemøde med skolepsykolog og skoleledelse. Kommunens autismevejleder var med til mødet, der lå i slutningen af september. Vi medbringer test, som endnu en privat børnepsykolog har lavet på vores dreng. Han bon'er ud på autisme, ADHD, og han var på grænsen til depression og angst,” siger Bonnie Hvid Challet, der med testen i hånden regnede med, at de nu kunne få hjælp.

“Men henvisningen til udredning kom tilbage fra Region Hovedstaden med afslag samme dag, for der manglede baggrundsinformationer. Disse skaffede vi via den private psykolog, så henvisningen kunne blive komplet,” siger hun.

Bonie Hvid Challets søn Fabian, som har autisme, har stort behov for struktur i hverdagen. Her ses et dagsskema, som dokumenterer en typisk hverdag. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

Bonie Hvid Challets søn Fabian, som har autisme, har stort behov for struktur i hverdagen. Her ses et dagsskema, som dokumenterer en typisk hverdag. Foto: Mikkel Brøgger Petersen

Et mareridt

På dette tidspunkt deltog Fabian ikke i undervisningen længere. Forældrene tog ham hjem fra skole et par dage, fordi der ikke var klarhed over, hvordan man skulle håndtere Fabian, indtil skolen havde indstillet sig på, hvordan de skulle hjælpe ham. I denne tid begyndte alle omvæltningerne at tære på Fabian.

“Han lukkede ned socialt og tyede hele tiden til tabletskærmen. Han kunne kun være sammen med en forælder ad gangen, ikke tegne, spille familiespil, lege sammen, for det kræver for meget af ham. Han sov 12 timer i døgnet, og alligevel kunne hans overskud ligge på et frimærke,” siger hun og fortæller, hvordan det er som forældre at opleve sit barn så langt nede.

“Det var et mareridt. Når man selv går gennem en hård periode, er det hårdt. Men når ens barn rammes, og man ikke ved, hvordan man kan hjælpe, og man kæmper med lange svartider i det offentlige system, og du selv skal regne ud, hvad der skal til, så bliver det ufattelig krævende,” siger hun.

Tilbage på bunden

“Da vi fik svar fra hospitalet i en lang erklæring, fik Fabian diagnoserne. I den opfølgende samtale stod det klart for os, at han aldrig vil kunne gå i en almindelig folkeskole,” siger hun.

Hans sag blev taget op på kommunens førstkommende visitationsmøde 4. januar i år.

“Der fik vi en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed var, at han blev visiteret til Sorgenfriskolens spor for børn med autisme, men den dårlige nyhed var, at der simpelthen ikke var plads,” siger hun.

”Og så er vi lige vidt. Efter nogle måneders ventetid får vi lovning på, at han kan starte i specialpædagogisk ramme på Sorgenfriskolen til skoleåret 2018/19. Med tanke på, hvor svært han har det, fuldstændig isoleret fra kammerater, undervisning, autismepædagogik, elevplan eller mening med sine dage, synes vi, det er helt uacceptabelt,” siger hun.

Det fik Bonnie Hvid Challet og hendes mand til at kontakte forvaltning og politikere. Og så skete der noget.

“På baggrund af en helt anden sag, som handlede om, at der var en 0. klasse for meget i Virum, som Virum Skole pålægges at tage, blev Virum Skoles pladsproblemer oplevet som mere alvorlige, så Sorgenfriskolen blev pålagt at tage vores barn, som man ellers ikke havde plads til,” siger Bonnie Hvid Challet og fortæller, at Fabian starter på Sorgenfriskolen 30. april.

“Han kommer i en 0.-1.-klasse, og det passer fint til hans faglige niveau. Men han er nu i så dårlig stand, fordi han har siddet isoleret uden pædagogiske ressourcer, kammerater eller undervisning, at han nu også må i en-til-en støtte på Sorgenfriskolen til at starte med. Det er desuden meget dyrere at vente med at sætte ind, indtil barnet er i så dårlig stand, så forvaltningens ageren er uforståelig for os på mange planer,” siger hans mor.

Stor sorg som forælder

Selv om Fabian nu skal starte et sted, som kan håndtere et barn med hans udfordringer, så er det ikke udelt glæder, der præger Bonnie Hvid Challet.

“Jeg ser frem til skolestarten med bekymring. Men vi har stor tillid til personalet med den viden og kompetence på området, som de har. Der er ingen tvivl om, at det bliver utrolig svært for ham med et skoleskift, men vi er overbevist om, at det bliver rigtig godt på sigt,” siger hun og fortæller, hvilke konsekvenser det har haft, at Fabian blev fejlplaceret.

“Dit barn mister evner, som han har haft. Sociale kompetencer og indgå i fællesskaber, som han kunne i børnehaven. Han er jo superpresset, og han har depressive tendenser efter en hel række nederlag, som vil tage måneder, hvis ikke år, at rette op på. Han har endnu ikke i sit liv oplevet at blive pædagogisk støttet med det, han har svært ved. Det er en kæmpe sorg som forælder, når man ved, hvor vigtigt det er med tidlig indsats. Og at han har været holdt hen i opbevaring i så lang tid,” siger hun og understreger, at hun på ingen måde klandrer Virum Skole, da de ikke har haft ressourcerne eller viden til at hjælpe Fabian.

Om kommunens og forvaltningens ageren i sagen siger hun:

“Det undrer mig meget, at vi kan stå i denne situation med den viden, man har haft om vores barn på de tidspunkter. Det er svært at sluge som forælder til et barn, som har været hårdt ramt. Det til trods for, at enkelte skoleledere og skolemedarbejdere har gjort deres yderste for at hjælpe vores familie. Det peger tilbage på forvaltningen. Vores barn og familie betaler stadig en rigtig høj pris i menneskelige omkostninger. Den eneste måde vores drengs svære forløb kan give mening for os vil være, at vi kan være med til at forhindre, at andre børn havner i samme alvorlige knibe,” siger hun.

Om det nye løsningsforslag, hvor forvaltningen på torsdag vil præsentere børne- og ungdomsudvalget for en løsning om at holde børnene på Sorgenfriskolen og skabe nye klasseværelser ved hjælp af skillevægge, siger Bonnie Hvid Challet:

“Fra vores perspektiv skulle forvaltningen have reageret med rettidig omhu. Hvorfor laver man skillevægge nu og ikke i januar? Hvorfor skal der en politisk kampagne til, før man kommer til det løsningsforslag? Min bekymring er så, hvor længe det er nok. Der er flere andre børn med diagnoser, der har det rigtig svært og venter på pladser til kommunens specialskoler. Hvor er den bæredygtige, langsigtede plan for børn med autisme og andre vanskeligheder? Den langsigtede løsning kommer simpelthen for sent,” siger hun.

Som løsning forslår hun:

“Smæk pavilloner op, som det allerede blev foreslået i december. For så er både børnene og de pædagogiske ressourcer samlet på matriklen. Det er den bedste kortsigtede løsning.”

Publiceret 25 April 2018 11:00

SENESTE TV