Dyrehavegårdsagen havde ifølge Hans Nielsen afgørende indflydelse på resultatet af kommunalvalget i 2013. Det håber han også, at den får i 2017. På billedet ses forpagter Carsten Valentin Foto: Lars Schmidt
Dyrehavegårdsagen havde ifølge Hans Nielsen afgørende indflydelse på resultatet af kommunalvalget i 2013. Det håber han også, at den får i 2017. På billedet ses forpagter Carsten Valentin Foto: Lars Schmidt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny kontroversiel bog om Dyrehavegårdsagen: "Der har fundet et magtmisbrug sted, som undergraver vores demokrati"

Hans Nielsen har hyret en journalist og en kendt dokumentariker for at oprulle Dyrehavegårdsagen. Ud af det er kommet en bog, som udkommer i denne uge og som ifølge udgiveren kan få vidtrækkende konsekvenser - og som forhåbentlig ændrer den politiske kult

Nu er den ved at være her, den bog, som den lokale ildsjæl med meget, meget mere, Hans Nielsen, bebudede i marts i sin avis ’Et bedre Lyngby-Taarbæk’.

I denne uge udgiver han en bog om Dyrehavegård-sagen. Bogen har den Morten Korch’ske titel ’Kampen Om Dyrehavegård - et spil om penge, politik og personlig magt’. Den er skrevet af den lokale journalist Mette Rosbjerg og har den anerkendte journalist, forfatter og dokumentarist, Jens Høvsgaard, som redaktør.

’Kampen Om Dyrehavegård - et spil om penge, politik og personlig magt’ udkommer i denne uge som e-bog og om en uges tid som rigtig bog.

Det Grønne Område har - lige som den øvrige del af pressen - endnu ikke haft mulighed for at læse bogen, som efter sigende skulle have et yderst kontroversielt indhold. Et indhold, der ifølge udgiver Hans Nielsen findes fuld og hel skriftlig dokumentation for. Og den samlede dokumentation for alle de påstande, der oprulles i bogen, findes i sidste halvdel af bogen.

Dokumentar

“Bogen er en dokumentaristisk gennemgang af Dyrehavegårdsagen, som starter i 2001 og endnu ikke er afsluttet,” fortæller Hans Nielsen til Det Grønne Område:

“Den viser, at en gruppe mennesker har formået at lave sandhed til løgn og løgn til sandhed med den konsekvens, at det har kostet kommunen millioner af kroner og har haft og stadig har økonomiske og personlige konsekvenser for forpagteren. Borgerne er blevet ført bag lyset, og sagen havde afgørende indflydelse på kommunevalget for fire år siden,” siger han og understreger:

“Der har fundet et magtmisbrug sted, som undergraver vores demokrati. Ninn Hansen-sagen var jo en sag, som havde de samme elementer i sig. Man fordrejede sandheden. Den sag havde store konsekvenser.”

“En gruppe mennesker har formået at lave sandhed til løgn og løgn til sandhed med den konsekvens, at det har kostet kommunen millioner af kroner og har haft og stadig har økonomiske og personlige konsekvenser for forpagteren. Borgerne er blevet ført bag lyset, og sagen havde afgørende indflydelse på kommunevalget for fire år siden,” siger Hans Nielsen. Foto: Lars Schmidt
“En gruppe mennesker har formået at lave sandhed til løgn og løgn til sandhed med den konsekvens, at det har kostet kommunen millioner af kroner og har haft og stadig har økonomiske og personlige konsekvenser for forpagteren. Borgerne er blevet ført bag lyset, og sagen havde afgørende indflydelse på kommunevalget for fire år siden,” siger Hans Nielsen. Foto: Lars Schmidt

Udgives op til valget

Hans Nielsen, der selv er kandidat til kommunalvalget i Lyngby-Taarbæk for Alternativet og i perioden 1978-86 sad i kommunalbestyrelsen for Venstre Socialisterne (VS), fortæller, at det naturligvis ikke er en tilfældighed, at bogen udkommer i et valgår.

Dog har det ikke været hensigten, at bogen skulle komme så tæt på valgdatoen, som tilfældet er. Det fortæller Hans Nielsen:

“Jeg annoncerede i min avis i marts, at bogen ville komme, men det tog tid at finde forfatteren. Aftalen var, at bogen skulle være færdig senest en måned inden valget. Komplikationer har dog forsinket bogen, og det er jeg ked af.”

-Hvorfor har det været afgørende for dig, at bogen skulle komme inden valget?

“Det skulle ikke være en kanin, der trækkes op to dage før valget. Det var planen, at den skulle komme i rimelig tid inden. Nu kommer den tre uger før, så parterne kan nå at forklare sig inden valget,” svarer Hans Nielsen.

En principsag

Han forklarer, at han har ét overordnet sigte med at udgive bogen:

“At den politiske kultur i kommunen ændrer sig til det bedre på grund af denne bog.”

“Det her er en principsag. Borgerne skal behandles ordentligt. Man skal overholde de demokratiske spilleregler, som er fundamentet for hele vores samfund,” forklarer Hans Nielsen om baggrunden for bogen:

“Min retsbevidsthed blev dybt krænket, da jeg så, hvordan de behandlede forpagteren på Dyrehavegård i modsætning til en forpagter et andet sted i kommunen, som havde fået lov til at overtræde sin kontrakt i årevis.”

“Kritikken i bogen retter sig både imod politikerne og forvaltningen,” siger han.

Garanten for indholdet

Det har været afgørende for Hans Nielsen, at fakta i bogen er i orden. Og at fakta er efterprøvet. Til netop dét formål hyrede han den anerkendte dokumentarist, forfatter og journalist, Jens Høvsgaard, der tidligere har været nomineret til Cavlingprisen og senest har udgivet bogen om den russiske gasledning, ’Spionerne Der Kom Ind Med Varmen”.

“Der var behov for en gennemskrivning af bogen, for det er en faktabog. Det har været vigtigt for mig, at der er en, der er garant for, at det, der skrives, er på den rigtige side af Medieansvarsloven og Straffeloven,” fortæller Hans Nielsen:

“Engagementet af Jens Høvsgaard er en sikkerhedsgaranti, for der skulle ikke være noget i den bog, man kunne komme efter. Derfor skulle der være en ekspert. Jens Høvsgaard har skrevet bøger om magt og politik. Han er dokumentarjournalist, der kender det helt til bunds. Det er ham, der sikrer kvaliteten i bogen.”

Hans Nielsens dagsorden

Det er tydeligt, at Hans Nielsen har en dagsorden med at udgive bogen. Og det erkender hans da også - direkte adspurgt:

“Et bedre Lyngby-Taarbæk. Bogen er en investering i kommunen. Jeg har lavet aviserne, og også det her har været nødvendigt. Jeg startede med at sende mails til politikerne. Det hjalp ikke. Så udgav jeg først den ene avis og så den anden. Og det har heller ikke hjulpet. Denne bog dokumenterer, hvor galt det står til med demokratiet og den politiske kultur i kommunen,” siger han.

Hans Nielsen afviser blankt, at han har et partipolitisk sigte med at udgive bogen - eftersom han er spidskandidat til kommunalvalget for Alternativet:

“Det har intet med Alternativet at gøre. Alternativet er ikke involveret i bogen. Men man kan sige, at Alternativet går ind for åbenhed og gennemsigtighed, og det er jo det, denne her bog også går ind for. Jeg er jo gået ind i Alternativet for at ændre kommunen. Partiet har det mål at ændre verden, og man skal starte lokalt. Det er jo det, jeg gør her. Så man kan jo godt sige, at det er Alternativets politik, det, jeg laver her.”

Hans Nielsen frygter ikke et retsligt efterspil på grund af bogen, siger han:

“Skal en sådan sag gennemføres, sætter der yderligere fokus på sagen, og det er man ikke interesserede i. Men jeg kan blive truet med en injuriesag, og sådanne trusler - der formentlig ikke føres ud i livet - kan jo give de pågældende et pusterum;måske til om på den anden side af valget,”slutter Hans Nielsen.

FAKTA

Bogen ’Kampen Om Dyrehavegård - et spil om penge, politik og personlig magt’ er skrevet af Mette Rosbjerg, har Jens Høvsgaard som redaktør og udgives af Hans Nielsen.

Bogen udkommer i denne uge som e-bog og kan hentes via hjemmesiden www.etbedrelyngby.dk.

Bogen udkommer som rigtig bog i næste uge.

Hans Nielsen er formand for Danmarks Naturfredningsforening i Lyngby-Taarbæk og har været det i 21 år.

Han er uddannet miljøbiolog fra Københavns Universitet

Han har været medlem af kommunalbestyrelsen for VS i perioden 1978-86

Hans Nielsen er spidskandidat for Alternativet ved KV17 i Lyngby-Taarbæk

Publiceret: 31. Oktober 2017 11:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Det grønne område
Seneste
Det grønne område
Mest læste
Det grønne område
112