Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny bog: Løgne, sandheder og det der ligger midt imellem

Lise Hartfelt, Lyngby, har netop udgivet sin tredje roman ’At komme hjem’. Læseren bringes vidt omkring i verden og udfordres på sit moralske kompas: for kan ’skurken’ også være god?

Af Pernille Borenhoff
Med fire voksne drenge og en mand i hjemmet - en enkelt datter har parret dog også - er Lise Hartfelt vant til at færdes i et mandligt univers. Det faldt hende derfor ikke vanskeligt at gøre en mand til hovedperson i hendes seneste roman ’At komme hjem’, der netop er udkommet på forlaget Attika.

“Jeg syntes, at det kunne være meget sjovt at være en mand og prøve at sætte mig i det andet køns sted. Det har være en meget god opgave, som vi alle skulle prøve,” siger Lise Hartfelt.

I skriveprocessen føler hun, at hun tilmed har udviklet sin empati.

“Som forfatter har man et udviklingspotentiale. Jeg synes, at man kommer til at forstå andre mennesker i en højere grad, deres bevæggrund og motiver, og derfor kommer jeg også til at holde af både heltene og skurkene,” siger hun.

I romanen kommer man vidt omkring. Fra Østrebro og Virum til Berlin, Tanzania og Istanbul. Handlingen trække tråde til hendes foregående romaner. De kan dog alle læses selvstændigt.

Mens den tidligere roman foregik i 1980’er og frem til i dag, er handlingen i ’At komme hjem’ henlagt til den absolutte nutid.

“Der er ganske få historiske pejlemærker. Romanen handler om løgn og sandhed og noget, der ligger midt i mellem. Om skyld og skam og ikke mindst om personernes eksistentielle længsel efter at høre til. Det er eksistentielle psykologiske faktorer, der er uden tid,” siger Lise Hartfelt.

Zoneterapi

Når Lise Hartfelt ikke skriver, er hun zoneterapeut.

“Jeg er vant til at tale med fødder, der kommer til zoneterapi onsdag, torsdag og fredag. Mandag og tirsdag taler jeg med fiktive personer, der i litterær form besøger mig i min skrivestue i kælderen på Chr. X’s Allé i Lyngby,” siger hun.

Lise Hartfelt blev cand.mag. i 1983 og underviste i små 20 år. Men i 2001 sagde hun sin stilling op og brugte et år på at skrive og uddanne sig til zoneterapeut.

“Det passer mig godt med begge dimensioner. At kunne få lov til at trække mig tilbage til skrivestuen og være meget udadvendt i klinikken. Det er en skøn kombination,” siger hun.

Lise Hartfelt har allerede en idé til den næste roman.

“Det er muligt, at det bliver en lydroman, for MOFIBO har henvendt sig til mig for at høre, om jeg vil skrive en bog til forlaget. Det er jo smigrende at blive stillet en opgave, så den bold vil jeg prøve at gribe,” siger Lise Hartfelt.

Den 9. december kan man høre Lise Hartfelt læste højt fra sin ’At komme hjem’. Arrangementet finder sted på Hovedbiblioteket i Krystalgade.

Det endelige tidspunkt er endnu ikke fastlagt.

Handlingen kort

Romanen starter på Østerbro i et hyggeligt kartoffelrækkehus, hvor de nygifte Steen og Victoria, hygger sig. Steen er sidst i fyrrerne og bedste ven med Victorias far. Det har været rigtig svært for de to at få hinanden, og aldersforskellen har kun været én af forhindringerne.

En aften ringer det på døren, og udenfor står Thomas, som Victoria aldrig før har set men som Steen har kendt meget længe. De to unge ligner hinanden påfaldende, og der er noget meget hemmeligt på færde. Det er svært for Steen at fortælle Victoria, hvordan tingene hænger sammen. Han er splittet mellem sin kærlighed til hende og sin loyalitet overfor hendes far. Erik har desuden noget skummelt for, og uden at romanen bliver en krimi, finder læseren i løbet af de 331 sider ud af, hvad der ligger i de metalkasser Erik diskret placerer i køleskabe hos familie og venner, alt imens han rejser rundt mellem Virum, Østerbro, Istanbul og Dar es Salaam. Nu ruller historien med halve og hele løgne og sandheder, og familieforhold, der ikke lige er til at gennemskue. Midt i det hele bliver Steen kaldt til Sønderborg, fordi hans mor er syg, og heller ikke her er familieforholdet, mellem far, mor og søn, hvad det har givet sig ud for.

Publiceret: 14. November 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Det grønne område
Seneste
Det grønne område
Mest læste
Det grønne område
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt