Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

NU renoveres Virum Station

DSB er klar til at shine den meget nedslidte station op, så den fra 1. februar fremstår lysere, mere tidsvarende og tryg i sit udtryk

Af Pernille Borenhoff
Nye og større vinduer, nye døre, totaludskiftning af facadernes glaselementer hele vejen rundt om bygningen, ny belysning og masser af maling. Endelig bliver det Virum Stations tur til at få en tiltrængt renovering og modernisering af bygningen, der i årevis mest af alt har lignet noget, som man ville kunne støde på i en noget utryghedsskabende forstad til en metropol et hvilket som helst sted i verden. Hvis man altså vel og mærke havde glemt at stå af toget et par stationer tidligere.

Men det skal være slut nu.

Udbudsmaterialet er klar til at blive sendt ud i denne uge med en beskrivelse af arbejdsopgaverne. Og så er det op til entreprenørerne at komme med et tilbud på istandsættelse af DSB’s bygning, så håndværkerne kan gå i gang pr. 1. oktober.

“Det er en mellemstor ombygning, der vil tage omkring fire måneder. Stationen vil være åben i hele perioden,” siger Anne Pilegaard, arkitekt og ansvarlig for S-togsstationerne i DSB Ejendomme.

Cykelhandlen forbliver på stationen, og han får i forbindelse med renoveringen et større og lysere lokale, lover Anne Pilegaard.

Modstad cykelhandlen - der hvor der i gamle dage var billetsalg - kommer der nu en take away. Her bliver der samtidig åbnet op ud mod posthusgrunden.

“Broen er Banedanmarks, og den rør vi ikke ved. Men i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune skal vi finde ud af, hvordan cyklerne kommer væk fra pladsen foran stationen. Det meste af området omkring stationen tilhører kommunen, og det er DSB’s ønske at vi får cykelparkering på begge sider af stationen,“ siger Anne Pilegaard.

Publiceret: 22. August 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere