Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Narkoman kørte vanvidskørsel

Stofpåvirket par i stjålet bil blev tirsdag jagtet af politiet rundt i Lyngby og Virum

Af Jesper Bjørn Larsen
Det var et rent lykketræf, at ingen mennesker kom til skade, da adskillige patruljebiler tirsdag forsøgte at standse en stjålet Fiat Brava. En stor del af jagten foregik nemlig for høj fart i den modsatte køreretning i Lyngby og Virums gader.

Det hele begyndte kl. 12.26, da Nordsjællands Politi fik en anmeldelse om, at et par gennem længere tid havde boet i en bil på parkeringspladsen ved Den Gamle Have i Frederiksdal.

Ud fra registreringsnummeret kunne politiet se, at bilen, en grå Fiat Brava, var blevet stjålet den 26. maj i København.

Da patruljen kom derned, steg der en mand ud af den stjålne bil. Da han fik øje på politiet, skyndte han sig tilbage bag rattet og ræsede væk. Han satte kursen mod Virum i den modsatte kørebane. På Frederiksdalsvej kørte han bl.a. med 120 km/t. Ved Virum Station er der en midterrabat med brosten, som blev passeret med 90 km/t, stadig i modsat køreretning, og jagten fortsatte mod Kongevejen. Herefter gik jagten mod Holte, stadig i den modsatte kørebane. På et tidspunkt fik vanvidsbilisten vendt bilen og kørte ad Lyngby Omfartsvej mod København, nu i den rigtige kørebane.

Ifølge politiassistent Johnny Christiansen fra Nordsjællands Politi var der på dette tidspunkt af jagten både patruljebiler foran og bag ved den stjålne bil. Det lykkedes de patruljebiler, der lå foran, at sænke farten så meget, at vanvidsbilisten påkørte den ene af patruljebilerne, hvorefter han blev standset. Der skete kun mindre materiel skade ved påkørslen.

Vanvidsbilisten viste sig at være en 32-årig mand fra Nyborg, og i den stjålne bil var også en 26-årig kvinde fra København. Begge er stofmisbrugere.

Den 32-årige mand er kendt af politiet i forvejen, for han prøvede at stikke af fra politiet i en anden stjålet bil så sent som den 11. januar i år, en forseelse, han dengang blev varetægtsfængslet i 14 dage for.

Onsdag eftermiddag bliver den 32-årige mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby. Han er sigtet for sin vanvidskørsel, mere præcist straffelovens paragraf 252, der giver mulighed for fængsel op til otte år for at bringe andres liv eller førlighed i fare. Kvinden blev løsladt tirsdag efter endt afhøring.

Publiceret: 14. Juni 2017 12:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
Fik du læst
Annonce
ANNONCER
Se flere