Han har taget Netto-kunderne med storm, den optimistiske afrikaner med det tindrende smil. Han mener selv, at det er en gave at kunne give noget tilbage til et land, der har givet ham så meget, men hvis man spørger, hvor han er om 10 år, så kommer svaret prompte: ?Kudo, Sydsudan – de har brug for min hjerne.?
Man skal nemlig ikke tage fejl. For bag de kvikke bemærkninger og sjove indslag i Netto-køen gemmer sig en ung mand med hjerne og hjerte dybt begravet i afrikansk storpolitik. Han koordinerer lige nu et vestligt netværk af eksil Sydsudanesere, der er i gang med forberedelserne til det valg, der i Januar 2011 kan ende med, at Sydsudan vælger at løsrive sig fra den resterende del af landet. Et valg, der kan få fatale følger, men måske også kan være med til, at give Sydsudan en frisk start og en bedre fremtid uden undertrykkelse og diktatorisk oplevelser. Det sidste er Lobolo-Hittis håb. ?Jeg vil gerne en dag kunne invitere mine danske venner til Langairo, Sydsudan, og vise dem, hvor fantastisk den afrikanske natur og kultur kan være, og så vil jeg gerne være med til at give de sydsudanesiske børn en bedre fremtid, hvor de kan gå i skole og ikke behøver at frygte krig.
Det er 15 år siden, at Lobolo-Hitti kom til Danmark. Han er født i det sydlige Sudan i byen Kudo – Langairo. Hans bedstefar, Pione, var en anerkendt høvding, og både Lobolo-Hittis far og onkel var politisk aktive. Men i 1983 brød borgerkrigen i Sudan ud igen for anden gang, onklen blev dræbt og Lobolo-Hitis familie flygtede over hals og hoved til nabolandet Uganda.
De næste 6 år var deres hjem en flygtningelejr i Uganda, men efter en fængsling af Lobolo-Hittis far, der fortsat var politisk aktiv, lykkedes det familien med FN,s mellemkomst, at komme til Danmark.
?Det der overraskede mig mest, da vi landede i Danmark var sneen, og så var det sproget. Jeg havde aldrig hørt det sprog før. Vi troede, at alle hvide mennesker var englændere,? fortæller Lobolo-Hitti med en umiskendelig jysk accent.
?Jeg kan huske, at jeg spurgte damen fra flygtningehjælpen, der tog imod os; Hvad er det for et mærkeligt sprog de taler, og hun svarede: ?Det er dansk, det er det sprog, du skal lære, hvis du skal klare dig her.?
Den sætning noterede den unge mand sig, og da familien blev indkvarteret i Skive begyndte Lobolo-Hitti på danskkursus, men det blev hurtigt klart, at han var ualmindeligt lærenem, og det blev derfor besluttet, at han skulle begynde på Morsø gymnasium, hvor han også ville komme i klasse med jævnaldrende.
Det tog Lobolo-Hitti fire år at gennemføre en dansk studentereksamen, og lysten til at læse videre var stærk. Men som den ældste søn i familien, har Lobolo-Hitti ifølge Sydsudanesisk skik ansvar for den resterende families ve og vel. Han fik derfor job på den nærliggende møbelfabrik, så det var muligt at sende penge til den del af familien, der stadig opholdt sig i Sudan. Efter et par år lykkedes det dog også dem, at komme ud af landet til Australien, og Lobolo-Hitti kunne genoptage sine studier.
Det bragte ham til København, hvor han blev optaget på Landbohøjskolen. Han læser i dag til Landbrugsøkonom og regner med, at være færdig med sin bachelor om godt halvandet år. For med jævne mellemrum må Lobolo-Hitti sætte studierne på pause for at give arbejdet en ekstra skalle, når familien kræver det.
Familien er nerven i Lobolo-Hittis liv. To gang om måneden rejser han til den lille jyske by Tjørring, når der er familieråd. Her samles Lobolo-Hitti med sine otte søskende, sin onkel og sin bedstemor i forældrenes hus. Her vendes store og små spørgsmål, og der diskuteres livligt på adskillige sprog fra engelsk, arabisk, dansk, langairo og otuho, der er deres modersmål. For et motto i familien er, at hvis der er et problem, så findes der også en løsning.
Og der er ingen tvivl om, at der trods tunge emner også bliver grinet rigtig meget. Det glade sind og det gode grin ligger nemlig i generne, hvis man spørger Lobolo-Hitti.- og så selvfølgelig i opdragelsen.
?Næsten alle har spurt mig, hvorfor jeg altid er så glad. Der er der tre årsager til. For det første er glæden noget medfødt. Det ligger i blodet. For det andet er det min positive indstilling til livet i det daglige. For det tredje er det tanken om at bidrage positivt til det danske samfund ved at arbejde og ved at passe mere på hinanden i fælleskab, ? forklarer Lobolo-Hitti.
?Netto i Sorgenfri er blevet mere som et hjem for mig end en arbejdsplads. Det er vigtigt, at mine kolleger og dem, der handler føler sig velkommen og betragter hinanden som en stor familie. Det er også derfor, at jeg føler mig så godt tilpas, når tilstrømningen til min kasse er størst?.
Den gode kontakt og det gode humør har skaffet ham en kæmpe fanskare på Facebook.
? Jeg synes, det er dejligt, at folk anerkender mit bidrag til deres hverdag, og så synes jeg, at det er skønt, at det at være anderledes kan være en ressource i sig selv. Nogle gange får jeg en madpakke bragt til mig på arbejdet, og engang blev jeg inviteret af de små til deres skuespil på den nærliggende skole, mens jeg var på arbejde. Jeg håber og tror, at disse børn en dag vil komme i kontakt med deres generation i Sydsudan, så de tilsammen kan bygge en bedre fremtid i den globale verden."
Publiceret: 05. Februar 2010 03:00