“Det har været en uhyrlig lang proces. Fra ide til tæppet går på lørdag, er det gået fire år,” siger Christian Berg, der har skrevet musik og tekst til (B)Romance - en musical. Foto: Pernille Borenhoff
“Det har været en uhyrlig lang proces. Fra ide til tæppet går på lørdag, er det gået fire år,” siger Christian Berg, der har skrevet musik og tekst til (B)Romance - en musical. Foto: Pernille Borenhoff
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lyngbyborger har verdenspremiere på musical

Christian Berg, Kgs. Lyngby, er en af hovedkræfterne bag (B)Romance - en musical, der på 14. oktober har verdenspremiere i Sceneriet under Det Ny Teater

Af Pernille Borenhoff
Det er en vaskeægte musikalsk verdenspremiere, som Sceneriet under Det Ny Teater næste lørdag løfter tæppet for. Musicalen (B)Romance handler om mænd, venskaber og kærlighed, og den tekst og musik, der jo er to bærende elementer i en musical, er blandt andet skabt af Christian Berg, der de seneste 20 år har boet i Kgs. Lyngby.

“Det er virkelig sjældent, at der bliver skrevet et stykke, der er opfundet helt fra bunden, og hvor alt har danske rødder. Både tekst, ide, musik, dialog. Alt er nyt,“ siger Christian Berg, der har sammen med Mikkel Petterson har brugt fire år på at skabe tekst, musik og ide til musicalen, som Andreas Garfield har skrevet manus ud fra.

“Da jeg læste manus, måtte jeg knibe en enkelt tåre. Forestillingen er sjov, men med en grundtone af alvor,“ siger Christian Berg.

De gennemgående temaer er, hvordan mænd takler og taler om følelser og kærlighed.

“Vi syntes, at det var interessant at tale om venskaber mellem mænd. Vi synes ikke, at der er så meget fokus på mænds følelsesliv, men faktum er, at mænd også har et stort følelsesliv. Jeg oplever, at der er en diskurs om, at mænd skal være kommunikerende på samme måde som kvinder, og det vil vi med denne forestilling gerne rykke ved. Hvor ofte har man ikke i blandt andet ugeblade hørt kvinder fortælle, at deres mænd ikke taler med dem. Det gør de. Men på en anden måde end kvinder taler med hinanden,“ siger Christian.

Ifølge ham er mænd mere instrumentelle, når de er sammen. De taler sammen, mens de gør noget, og derfor er det i denne forestilling også et gemmengående tema, at de to mænd fisker sammen, mens de letter deres hjerte og åbenbarer deres tanker og følelser over for hinanden.

Amerikansk inspiration

(B)Romance starter på et plejehjem, hvor man møder Frederik (Morten Hemmingsen) og William (Johannes Nymark). De er meget gamle og kender tilsyneladende ikke hinanden. En ung og smuk sygeplejerske vækker dog deres minder, og publikum hvirvles tilbage i tiden.

“Musikken er gennemsyret af gammeldags amerikansk sangskrivning. Beach Boys, Poul Simon, Randi Newman og også The Beatles er store inspirationskilder for os. Vi skrev hele forestillingen på engelsk i første omgang, men har så efterfølgende oversat den. Når den nu også findes på engelsk, så er det naturligt, at vi gerne vil eksportere den til udlandet,” siger Christian Berg, der er uddannet fra konservatoriet i sang, musikledelse og direktion.

“Jeg er vild med musicalens format. Den kan det samme som en opera. Tale om store følelser uden at man føler sig befamlet. Det man ikke kan sige, det syner man. Og det man ikke kan synge, det danser man,” siger han.

Vild med det grønne område

I B(Romance) tager holdet bag forestillingen musicalens form og sætter den på vrangen.

“Kvinden er tavs. Hun danser udelukkende, men via dansen er hun iscenesætter og fortæller. Det er mændene, der synger og taler.”

40-årige Christian Berg har en lang karriere bag sig som sanger, skuespiller, pianist og kapelmester. Mange har set ham som Peter Pan i Det Ny Teaters forestilling af sammen navn. Desuden har han medvirket i ’Love Never Dies’, ’Chess’ og ’An Officer and a Gentleman’, ligesom han er en meget brugt pianist, repetitør, kapelmester og fast tilknyttet Det Ny Teater.

Og så er han vild med at bo i det grønne område, hvor han blandt andet er en flittig bruger af tennisbanerne i Virum-Sorgenfri Tennisklub.

“Jeg flyttede hertil for 20 år siden, Lyngby har virkelig udviklet sig meget de seneste år. Her er kommet meget mere liv, og det er lykkedes mig både at lokke venner herud og min kæreste, som ellers boede i Nordvest. Er det noget jeg savner, så er det et teater i byen. Det er en skam, at man ikke kunne drive teater i Kulturhuset,” siger Christian Berg. Se yderligere på www.detnyteater.dk/bromance

Publiceret: 04. Oktober 2017 11:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere