Julie Skipper var et levende plankeværk i Virum-målet.
Julie Skipper var et levende plankeværk i Virum-målet.
Arkivfoto: Erik Bugge
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lyngby vandt lokalopgøret

Virum-Sorgenfri havde chancen for udligning, men smed bolden væk 15 sekunder før tid

Af Mikael Østergaard

Det var to afbudsramte hold, der lørdag eftermiddag tørnede sammen i Virumhallen i damernes 1. division.

Hjemmeholdet, der i forvejen har tre stamspillere ude af billedet, måtte stille op uden de skadede Anne Fahrendorff og Amanda Bergsten og fik undervejs også Sofie Nebelong skadet, mens Lyngby havde Julie Møller og Julie Frilund i civilt tøj på udskiftningsbænken. De 2 x Julie forventes dog klar til Lyngbys to afsluttende skæbnekampe for overlevelse i rækken.  

På den baggrund nåede spillet aldrig de store højder, men Lyngby var et niveau bedre og vandt 24-22 efter føring på 14-12 ved pausen. Virum-Sorgenfri havde dog chancen i den hektiske afslutningsfase, men smed bagud 22-23 15 sekunder før tid bolden væk, så Nicole Leonhardt fik frit spil til at slå sejren fast.

På det vindende hold var Mette Bejder den helt store profil med 10 mål, og kun træthed mod slutningen hindrede endnu flere scoringer. Godt at Mette Bejder var på toppen, for den normale topscorer, Simone Spur Petersen, var helt ved siden af sig selv - ikke mindst på grund af solidt forsvarsarbejde af hjemmeholdets Ine Oldeide. Nicole Leonhardt stod for fire bragende mål på underhåndsskud, men begik undervejs alt for mange uprovokerede fejl.

Hos Virum-Sorgenfri blev storspillende Emilie Stig Christensen topscorer med seks mål, mens Emilie Brøns Petersen efter pausen scorede fire flotte mål fra fløjen. De blev dog begge overskygget af keeper Julie Skipper, der især i anden halvleg var helt forrygende og var tæt på at tage modet fra Lyngby skytter og fløjspillere. Hun var hovedårsagen til, at Virum-Sorgenfri ændrede 12-16 til føring på 18-17 og dermed skabte spænding om udfaldet.

“Lyngbys sejr var fortjent, men vi er meget tæt på det ene point. Det er svært at præstere med så mange afbud, og overordnet synes jeg, at spillerne gør det godt”, sagde Virum-træner Troels Brøns efter kampen.

Virum-Sorgenfri: Emilie Stig Christensen 6, Emilie Brøns Petersen 4, Nikoline Brøns 4, Anne Sofie Kleemann 4, Simone Monsrud 1, Sofie Nebelong 1, Ine Oldeide 1 og Mia Rasmussen 1.

Lyngby: Mette Bejder 10, Nicole Leonhardt 5, Sofie Christensen 2, Louise Brønnum 2, Camilla Brønnum 2, Simone Spur Pedersen 1, Alberte Willumsen 1 og Cecilie Hartzberg 1.

Mette Bejder var forrygende og nettede 10 gange. Arkivfoto: Henrik Fritt-Rasmussen
Mette Bejder var forrygende og nettede 10 gange. Arkivfoto: Henrik Fritt-Rasmussen
Publiceret: 26. Marts 2017 18:30
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

Annonce
ANNONCER
Se flere