Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lyngby før og nu

Kom til erindringscafé på Stadsbiblioteket og del dine personlige historier om Lyngby. Caféen indledes med et oplæg af stadsarkivar Mette Henriksen om Lyngby før og nu

Erindringscaféen er et nyt koncept på biblioteket, der handler om samvær og relationer og om at lytte, tale og dele sine egne historier med andre omkring et bestemt emne. Der er tale om en uhøjtidelig stemning med kaffe på kanden, hygge og snak, hvor samtalen og dialogen er i højsædet. Biblioteket har i efteråret udvalgt tre temaer: ”Dit Lyngby før og nu”, ”Min skoleklasse” og ”Vores fester og traditioner”, hvor du har mulighed for at dele dine oplevelser i hyggeligt samvær med andre.

”Dit Lyngby før og nu” er det første tema og er lagt ind under kulturfestivalen Golden Days, der i år sætter fokus på 850 året for Københavns grundlæggelse. I Lyngby markeres festivalen fra forstædernes perspektiv under overskriften” Flugten fra København”. For gennem tiderne har københavnerne søgt mod Lyngby som udflugtsmål eller i forbindelse med drømmen om det gode og grønne liv i forstæderne. Men hvad flygtede københavnerne til i gamle dage, og hvordan har byen udviklet sig? Det vil Mette Henriksen fra Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv indlede erindringscaféen ved at fortælle om.

Efterfølgende er alle, både ærkekøbenhavnere og Lyngbyborgere, velkomne til at komme og dele deres egne Lyngby-erindringer og oplevelser med andre.

Alle er velkomne, og ingen historier er for små eller store, når biblioteket inviterer til deres første erindringscafé onsdag den 13. sep. kl. 14. Der er gratis adgang, men tilmelding er nødvendig på lyngbybib.dk. /sig

Publiceret: 10. September 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere