Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lyngby er et lokalt testlaboratorium

Med en direkte antennesignal mellem DTU og Lyngby Storcenter er der åbnet masser af muligheder for at bruge Lyngby som et testlaboratorium

Man kan ikke se det, hvis man ikke ved det, men der er store ting i gang i Luften over Lyngby.

Med placeringen af en antenne til IoT-netværket i 45 meters højde på toppen af Lyngby Storcenter samt en antenne på DTU, har byen nu fuldt Sigfox-signal og kan benyttes som testlaboratorium og fuldt operationelt netværk for virksomheder og vidensinstitutioner, der arbejder med udvikling af produkter inden for IoT (Internet of Things-teknologi). Det skriver Lyngby-Taarbæk Vidensby i en pressemeddelelse.

IoT er den tredje bølge i udviklingen af internettet men imens de to første bølger hovedsageligt forbinder mennesker fokuserer IoT udelukkende på at forbinde ’ting’

Som en del af Vidensbyen, har Lyngby-Taarbæk Kommune engageret sig i projektet og bliver den første kommune, der tester et konkret projekt ved at anvende det landsdækkende, netop lancerede Sigfoxnetværk dedikeret til Internet of Things.

Kommunale biler testes

Helt konkret har Lyngby-Taarbæk Kommune etableret et samarbejde med IoT Denmark, der i første omgang handler om at optimere brugen af et udvalg af kommunens biler. Ved at montere en sensor, koblet til antennesignalet, i hver bil. På den måde kan man registrere hvor, hvornår og hvor langt bilerne kører.

Jakob Sylvest-Nielsen, der er Centerchef for Borgerservice og Digitalisering i Lyngby-Taarbæk Kommune er begejstret:

”Med sensorerne kan vi registrere, om vi udnytter vores bilpark godt nok og på den måde optimere ud fra vores reelle behov – og ikke ud fra hvad vi tror, der er brug for. Med IoT-teknologi kan vi derfor på en relativt billig måde forhåbentligt komme til at spare både tid og penge. Sigfox-dækningen her giver os muligheder for, at Lyngby kan blive et epicenter i Danmark inden for udviklingen af IoT og nye produkter kan testes ’in real life’ inden de kommer på markedet.”

Bæredygtigt og smart

Også hos Lyngby-Taarbæk Vidensby, der arbejder for at gøre Lyngby til omdrejningspunkt for innovativ by- og erhvervsudvikling, er direktør Caroline Arends optaget af de nye muligheder:

”Samarbejdet med IoT Denmark falder helt i tråd med Vidensbyens vision om at udvikle Lyngby til et udviklings- og testlaboratorium for nye, grønne og bæredygtige teknologier. Det passer desuden fint sammen med projektet ’Smart Vidensby’, hvor vi bruger data fra byen til udvikling af nye smarte løsninger og viden. Med dækningen af hele Lyngby, åbnes der en række muligheder for at tiltrække yderligere start-up virksomheder og andre til området, hvor de – også i samarbejde med DTU - kan afprøve deres produkter og teknologier.”

Hos IoT Denmark A/S hilser man samarbejdet med Lyngby-Taarbæk Kommune og Lyngby-Taarbæk Vidensby velkommen:

”Det er en spændende ny verden, der åbner sig med IoT-teknologien. Teknologien har mange muligheder for indsamling og brug af data til optimering og effektivisering inden for eksempelvis affald og renovation, vej- og cykelstitemperatur til optimering af forbrug af salt samt måling af vandstand i forbindelse med monitorering af bl.a. kloaker, åer og vandløb. Der er uanede muligheder med IoT-teknologien, og vi ser frem til at samarbejde med flere interesserede virksomheder og vidensinstitutioner i Lyngby, men også andre steder i Danmark”, siger Daniel Bachmann, der er Group CEO & Founding Partner hos IoT Denmark A/S.

Hvis man er interesseret i at blive klogere på IoT og har lyst til at teste teknologien, afholder IoT Denmark i samarbejde med Sigfox ’Makers Day’ den 25. januar kl. 14.00-18.00 på Scion DTU, Diplomvej 381, 2800 Kgs. Lyngby.

/sig

FAKTA

Sigfox er netværket til IoT dedikeret kommunikation og indsamling af data

IoT (Internet of Things) er den tredje bølge i udviklingen af internettet men imens de to første bølger hovedsageligt forbinder mennesker fokuserer IoT udelukkende på at forbinde ’ting’

Det forventes at over 26 milliarder ’ting’ kan være forbundet via internettet indenfor de næste 5 år

IoT potentialet er enormt og forventes at blive langt den største teknologibølge verden hidtil har set

Se også www.iotdanmark.dk

Publiceret: 16. Januar 2017 10:08

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere
Det grønne område
Seneste
Det grønne område
Mest læste
Det grønne område
112