Frida Byder og Lisbeth Gelardi er frivillige en gang om ugen. Foto: Pernille Borenhoff
Frida Byder og Lisbeth Gelardi er frivillige en gang om ugen. Foto: Pernille Borenhoff
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lokale frivillige i Mødrehjælpen hjælper udsatte børnefamilier

Mødrehjælpen åbnede i december butik på Geels Plads i Virum. Her arbejder 20 frivillige med at sortere og vaske tøj. Samt opmærke varer og ekspedere. Og de kunne godt bruge et par ekstra frivillige kræfter

Af Pernille Borenhoff

Lisbeth Gelardi og Frida Byder har nok at se til i Mødrehjælpens nye butik på Geels Plads. En gang om ugen arbejder de frivilligt med at sortere tøj, vaske, stryge, opmærke varer og ekspedere.

Lisbeth og Frida er to af de godt 20 frivillige, der er tilknyttet butikken. Og de er enige om, at de godt kunne bruge et par ekstra hænder.

“Folk er flinke til at komme herned og aflevere ting. Så vi har kælderen fuld af varer. I modsætning til andre genbrugsbutikker, så vasker og sorterer vi tøjet, og det giver jo ekstra arbejde,” siger Frida Byder, der til trods for, at hun har tre børn derhjemme og venter sit fjerde barn, kan afse at arbejde frivilligt her på Geels Plads et par timer hver tirsdag formiddag.

Lisbeth Gelardi kaster også sin energi ind i Mødrehjælpens arbejde en gang om ugen.

“Jeg gør det, fordi jeg synes, at Mødrehjælpen gør et godt stykke arbejde for udsatte familier. Og så er her søde kollegaer,” siger hun.

Lyngby Lokalafdeling

Det er Mødrehjælpens Lokalafdeling i Lyngby, der står for butikken, der gerne skulle generere et overskud til udsatte familier i lokalområdet.

Ellis Tauber-Lassen er en af de to butiksansvarlige. Og hun har siden lokalafdelingen etablerede sig i Lyngby for godt et år siden lagt frivillige kræfter i organisationens arbejde. Dels fordi hun synes om organisationens arbejde, og dels fordi hun synes, at det er spændende at være med til at starte en lokalforening op fra bunden.

“Vi har i godt et år søgt efter et egnet lokale, der var til at betale. Og vi er glade for at komme her på Geels Plads. Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi godt kunne bruge lidt flere frivillige, for vi får mange ting ind i butikken. Og det er jo dejligt, for så er der mulighed for at tjene mange penge til organisationen,” siger hun.

Ellis Tauber-Lassen er glad for, at der er så mange lokale, der kommer med tøj og børnesager så som klapvogne, bæreseler, legetøj og lifter.

Butikken har lavet et legehjørne med bøger og legetøj.

“Så kan børnene lege, mens forældrene går omkring og kigger på varerne,” siger Ellis Tauber-Lassen.

En del af overskuddet går til 'den rullende kagemand', hvor børnefamilier kan ansøge om hjælp til børnefødselsdage.

Desuden går en del af indtægterne til fællesspisning på Kongevejens Skole, hvor Mødrehjælpen hver anden mandag inviterer til gratis spisning for børnefamilier.

“Skulle butikken begynde at give et større overskud, end vi kan bruge lokalt, så går til det til organisationens fælleskasse,” siger Ellis Tauber-Lassen.

Mødrehjælpen Lyngby

Formand: Lillian Ekstrand

Telefon: 21609598

E-mail: lyngby.lf@moedrehjaelpen.dk

Mødrehjælpen

-socialhumanitær organisation, der arbejder for at sikre børn en tryg og udviklende barndom

-tilbyder rådgivning til forældre og gravide

- se mere på www.moedrehjaelpen.dk

Der er travlt i butikken, og de frivillige har mere end rigeligt at se til. Foto: Pernille Borenhoff
Der er travlt i butikken, og de frivillige har mere end rigeligt at se til. Foto: Pernille Borenhoff
Et legehjørne til børnene. 
Foto: Pernille Borenhoff
Et legehjørne til børnene. Foto: Pernille Borenhoff
Publiceret: 11. Februar 2018 11:45
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område