AKB’s Preben Mosolff og Erik Frikke på det sted på Circle K-tanken, hvor der skulle have ligget en letbanestation. Den er nu flyttet ned på Klampenborgvej, og tanken reddes. Foto: Lars Schmidt
AKB’s Preben Mosolff og Erik Frikke på det sted på Circle K-tanken, hvor der skulle have ligget en letbanestation. Den er nu flyttet ned på Klampenborgvej, og tanken reddes. Foto: Lars Schmidt
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lokal lettelse over ændring af letbane-linjeføring ved Circle K

I stedet for at køre direkte igennem vaskehallen ved Circle K føres letbanen i en kurve om hjørnet på bygningen. Beboerne slipper for store huslejestigninger, fordi tanken alligevel ikke skal eksproprieres. Det er man svært glade for

“Det er glædeligt, at politikerne nu endelig træder i karakter og har godkendt en mindre justering uden benzintanken, der samtidig giver en økonomisk fordel for både kommunen og boligselskabet.”

Det siger Preben Mosolff, beboervalgt formand for AKB Højhuset på Lundtoftegårdsvej og næstformand i AKB Lyngby.

Han og de øvrige beboere ånder lettede op. For det, som i årevis har holdt huslejerne nede i afdelingen, bliver alligevel ikke fjernet.

Circle K-tanken, som AKB Højhuset får næsten 1,9 mio. kroner ind i lejeindtægter for hvert år, skal alligevel ikke eksproprieres af Hovedstadens Letbane.

Det har ellers hele tiden været planen. Lige indtil kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk skulle give sin endelige godkendelse af letbaneprojektet. Og her fik Socialdemokratiet de øvrige ja-partier til at gå med til at frede tankstationen.

Letbaneselskabet er nu vendt tilbage med et forslag, som måske ikke er hundrede procent i tråd med, hvad man ønsker lokalt, men alligevel er en væsentlig forbedring, man er ganske tilfredse med.

For tankstationen overlever.

Det betyder nemlig, at beboerne i de 140 lejemål alligevel ikke kan se frem til en nettohuslejestigning på 1.000 kroner om måneden. Selskabets kompensation for at ekspropriere tanken ville dog have gjort beløbet mindre.

“Det er, hvad vi i boligselskabet AKB Lyngby har arbejdet for i godt to år, siden vi i november 2015 blev præsenteret for letbanens linjeføring med et stoppested ind over den nuværende benzintank,” siger Preben Mosolff til Det Grønne Område:

“Vi er undervejs i processen kommet med forskellige forslag, som ikke har kunnet lade sig gøre. Vi har undervejs forsøgt at bevise, at det godt vil kunne lade sig gøre at flytte letbanen væk fra tanken. Der har kun været tale om en mindre justering. Lige pludselig kan tingene så lade sig gøre alligevel. Og det er vi rigtig glade for,” understreger han.

Ikke sure og utilfredse

Han bakkes op af sin formand, Erik Frikke, der er formand for AKB i Lyngby. Frikke, der er konservativ suppleant til kommunalbestyrelsen, siger til Det Grønne Område:

“Som boligorganisation er vi på ingen måde utilfredse med, at de ændrer på planerne. Vi står foran en kæmpe renovering af det varme og kolde vand og en stor badeværelsesrenovering. Rent økonomisk bliver det nu nemmere for os at få igennem,” siger han:

“Så, nej: Som boligselskab er vi ikke sure over, at vi opnår en ændring af den linjeføring, vi har kæmpet for siden 2015. Det er vi jo rigtig glade for. Men det kunne godt have været bedre endnu.”

Cowis tegning af den nye løsning er dateret 19. februar 2018. Her kan man se, at letbanen ikke behøver køre gennem vaskehallen for at komme på Lundtoftegårdsvej.
Cowis tegning af den nye løsning er dateret 19. februar 2018. Her kan man se, at letbanen ikke behøver køre gennem vaskehallen for at komme på Lundtoftegårdsvej.

AKB’s eget forslag

Med den udtalelse retter Erik Frikke fokus på et løsningsforslag, som AKB Lyngby er kommet med. Men som man ikke har vundet gehør for.

Den løsning, som nu kommer, placerer letbanestationen på Klampenborgvej ved den høje skorsten og varmecentralen på Lyngbygårdsvej i stedet for på selve tankstationen.

AKB Lyngby har foreslået, at letbanestationen flyttes til Lundtoftegårdsvej - lige foran højhuset.

“På den måde kommer man tættere på bus 150S og på butikkerne. Vores forslag flytter også de bløde trafikanter, cyklister og gående, fra Klampenborgvej og over på Lyngbygårdsvej, som ikke er lige så trafikeret,” fortæller Preben Mosolff:

“Letbaneselskabet har undersøgt vores forslag. Hvis det skal gennemføres, skal der laves en ny VVM-redegørelse (virkninger på miljøet, red.), og der skal fjernes parkeringspladser. Følger man i stedet deres nye forslag, kan det klares inden for rammerne, og der skal ikke laves nye undersøgelser.”

Så det er sådan, det bliver.

Preben Mosolff peger på det lille vejstykke rundt om vaskehallen, hvor letbanen skal køre. Foto: Lars Schmidt
Preben Mosolff peger på det lille vejstykke rundt om vaskehallen, hvor letbanen skal køre. Foto: Lars Schmidt
Publiceret: 25. Marts 2018 11:45
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Det grønne område