Kommunalvalg 2017
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Liste A har fundet spidskandidaten

Simon Pihl Sørensen er valgt som spidskandidat for Socialdemokraterne

Socialdemokraterne i Lyngby-Taarbæk har på deres generalforsamling valgt viceborgmester Simon Pihl Sørensen som deres spidskandidat. Det er tredje gang Simon Phil opstiller som spidskandidat. Sidste gang fik han over 40 procent af stemmerne fra dem, der stemte på Socialdemokratiet. Socialdemokraterne skal nu i gang med opstillingen af de øvrige kandidater. Der er urafstemning i maj, og resultatet vil foreligge først i juni, skriver partiet i en pressemeddelelse.

”Vi har en lang tradition for urafstemning blandt vores medlemmer, når vi skal opstille vores kandidater. De opstiller sideordnet, så det er de personlige stemmer, der afgør om de bliver valgt. Alle vores fem nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer stiller op igen, og mange nye kandidater er interesseret i at være med på holdet og præge vores kommune,” siger Peter Jørgensen, formand for fællesforeningen for socialdemokraterne i Lyngby-Taarbæk efter generalforsamlingen.

Simon Pihl Sørensen siger efter valget til spidskandidat.

”Det er med ydmyghed og glæde, man siger ja, når ens partifælder ønsker én som spidskandidat. Socialdemokraterne har som det eneste parti været med i alle budgetforlig i kommunen de seneste 30 år. Vi er glade for det Lyngby-Taarbæk, vi kender i dag. Her er plads til alle. Vi udvikler vores skoler, plejehjem, institutioner, og vi passer på vores ældre, hvis de skulle blive ramt af demens. Vi udvikler vores lokalområder, så de fortsat er rammen om børnenes, de ældres og familiernes liv,” og fortsætter:

”Der er meget, vi kan gøre bedre og ikke er færdige med, så socialdemokraterne går ikke i opposition, fordi der er valg. Vi vil for eksempel gerne finde en ny form for borgerrådgivning, som vi nedlagde, og som vi har hørt borgerne ønsker. Samt en whistle-blow ordning som passer til kommunen og medarbejderne. Det er et rimeligt demokratisk krav, at man som borger og medarbejder skal have et sted, hvor man kan få behandlet kritik af den måde kommunen drives på,” siger Simon Pihl Sørensen.

Publiceret: 14. April 2017 11:45
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Det grønne område

ANNONCER
Se flere