DEBAT: Er kommunen og DGO en rockerborg?

Mogens Friis,Langs Hegnet 39, Kgs. Lyngby

DEBAT Når man ser på indholdet af DGO, kunne man nemt få indtryk af at kommunen er en rockerborg der administreres af DGO. Ordentlige og faktuelle læserbreve bringes ikke, såfremt de har en kritisk vinkel til kommunens manglende demokratiske beslutninger. Det er jo en kendsgerning.

Derimod flyder derimod avisen over med et utal af nyheder om den uendelig række af indbrud uge efter uge i private hjem og borgernes biler. Jeg går ud fra at redaktionen sidder og fryder sig på avisen over, at ingen af dem bor i kommune – det må da være den eneste grund til at bringe disse oplysninger - ud over underholdningsværdien.

Dertil kommer så rækken af forskellige ”fake news” om elbiler der ikke kan oplades – ja, men de kører altså fra 200 til 600 km pr. opladning, også fra city, hvis man har lyst til det, så stop lige det sludder om at køre i taxaer fra DTU’s ladestandere.

Der er heller ingen væsentlige problemer med den kommende Firskovvej eller nedlæggelse af den midlertidige parkeringsplads, hvis ellers kommunen vil efterleve påbuddet fra Naturankenævnets afgørelse, som man har bevist har valgt at fortsat at overtræde.

En ordentlig, faktuel og stueren avis bliver DGO aldrig, og kommunen administreres som en rockerborg – hvor borgerne bliver taget som politiske gidsler hver 4 år.

Avisen svarer

Kære Mogens Friis. Tak for dit indlæg, som jeg desværre føler mig kaldet til at imødegå. For der må ikke herske tvivl om DGO's uvildighed.

Naturligvis bringer vi kritiske indlæg om kommunen. Eksempelvis bringer vi stort set alle de læserbreve, du fremsender. Dine indlæg er pr. definition skarpt kritiske over for kommunen og navngivne politikere.

Men for at have et godt mix i avisen og ikke mindst plads til andet end indlæg fra Mogens Friis bliver vi nødt til ikke at bringe alle dem, du fremsender.

Har du ikke forståelse for dét, tænker jeg, at det er der rigtig mange andre, der har.

Lars Schmidt, redaktør

Publiceret 29 August 2019 07:30