Arkivfoto

Arkivfoto

Debat: Hyldest til Taarbæk-maler

Af
Steen V. Skånstrøm, pensionist, gl. taarbækker og forfatter

Lendemosevej 6, Nærum

Den 31. august er det 90 år siden en af Taarbæks store personligheder, kunstmaler Carl Peter Hans Wilhardt døde og blev begravet i Taarbæk Kirkegaard.

Udover at være medlem af gruppen Dyrehavemalerne, var Wilhardt en dygtig portrætmaler og malede portrætter af bl.a. Christian VIII, Christian IX, Frederik VII og Christian X. Sidstnævnte kom sejlende til Taarbæk i sin sejlbåd RITA og begav sig til Wilhardts atelier på Edelslundvej 8, hvor han sad model.

Mon ikke det var lidt af en begivenhed den gang byen var domineret af fiskere som om sommeren lejede deres huse ud til rige københavnere og selv rykkede ud og boede i små skure i deres baghaver?

Wilhardts malerier blev i 1920 handlet til priser fra kr. 275 til 1200, hvilket i dag, antagelig, vil svare til mindst kr. 6.000 - 24.000, hvilket man, med næsten ingen skat og ingen moms, den gang kunne leve godt af hvis man var tilstrækkelig produktiv, det var Wilhardt.

Det groteske er, at interessen for naturalistiske malerier fra den tid er faldet så meget, at Wilhardts og andres malerier i dag handles til samme priser som i 1920.

Publiceret 24 August 2019 14:00