Debat: Der kommer altid en sporvogn og en pige til

Agnes JørgensenLyngbygårdsvej 5, Lyngby

DEBAT Jeg er enig med Mogens Friis (MF) når talen falder på Letbanen. Hvad angår viceborgmesterens fravalg af forsøg på at blive medlem af Folketinget ved jeg ikke om jeg tror at det er hans eget fravalg? Men pyt, det er sikkert godt for Danmark, uanset hvad, mon ikke?

Jeg blev for nyligt ringet op af et firma, der lever af at finde ud af hvordan medlemmer af en bestemt patientforening syntes om foreningen. Dette firma var beliggende i Århus, så jeg vendte bøtten, og interviewede intervieweren om det mest nærliggende for os "Letbane problemer" - ja, jeg ved godt jeg er til grin - for jeg kan for min død ikke forstå at NOGEN kan få sig selv til at bygge sådan noget bras i en funktionsdygtig by - kan De, kære læser forstå det? I Århus er der daglige ulykker på skinnerne, de dumme bilister har jo aldrig lært at køre med skinner på vejen. De kunne da også bare tage med Letbanen, ikke å? Og det morsomste han fortalte var, at Århus Letbane på en god dag kom op på den formidable gennemsnitsfart af 11 km/timen. Cykler med/og uden elmotor overhalede Letbanen let og ubesværet. Jeg spurgte ikke om barnevogne og løbehjul også gjorde det. Men mon ikke? Det ender vel med vi skal til at tage kørekort i Alexandria, der kører vores gamle 5er endnu.

Alt i alt, er vi ved at gå tilbage til en dejlig, svunden tid. Hvor vi alle havde god tid. Hvor den offentlige trafik trissede stille og roligt af sted, vi skulle bare stå på og af i den rigtige rækkefølge. Hvem kan ikke huske Ove Sprogø og Dirch Passer synge "Der kommer altid en pige og en sporvogn til"? Hyggen breder sig. Hygge - atter et 'plus-ord'.

I sommeren 2016 blev nogle turister spurgt om, hvorfor de tog på ferie til Danmark. Fordi vi er rare, hyggelige, fredelige, og her er til at komme frem i gåfart. De vil, hvis de vender tilbage til Danmark i en nogenlunde nær fremtid, blive forbavsede over, at det kan tage så kort tid, at vende en bæredtygtig udvikling til et mareridt indenfor offentlig trafik. Og det vil komme bag på dem, at "gåfart" nu er "gå fart", med andre ord, de må selv sørge for at fodre rugbrødsmotoren! Bon appetit!

Publiceret 03 July 2019 18:00