DEBAT: Flere penge til ældreplejen

MF Kenneth Kristensen Berth (DF), EU-ordfører, valgt i Københavns Omegns Storkreds

DEBAT Det var en interessant gennemgang af hvordan serviceniveauet er på ældreområdet i Lyngby-Taarbæk Kommune, som SFs folketingskandidat Ina Strøjer-Schmidt leverede den 12. marts. Men man står uvægerligt tilbage med spørgsmålet om, hvad det skal bruges til?

For hvad er det egentlig SF vil på ældreområdet? Vil SF have nationale minimumsregler for hjemmehjælp? Det er i sig selv vanskeligt at lave, fordi der jo et tale om en individuel visitering. Og hvis man alligevel vil give sådanne rettigheder, så kender jeg kommunerne så godt, at det i længden vil betyde, at de kommuner, der har et højere serviceniveau end det, der fastlægges i Folketinget, vil nedjustere deres service.

I Folketinget rejste DF den 13. marts en hasteforespørgsel om kommunernes prioritering af ældreplejen. Her stemte SF IMOD et forslag om at staten skulle øremærke flere midler til netop ældreplejen, så pengene altså IKKE kunne bruges til alt muligt andet. I stedet stemte SF sammen med resten af oppositionen for, at kommunerne skulle have flere penge, men at kommunerne altså selv måtte bestemme, hvad disse penge skulle gå til – altså IKKE nødvendigvis bedre ældrepleje.

I DF er vi ikke i tvivl: Der er brug for flere penge til ældreplejen!

Publiceret 24 March 2019 09:00